Litauere anholdt på campingplads

Litauere anholdt på campingplads

To unge litauiske mænd blev natten til onsdag anholdt på Hjarbæk Fjord Campingplads

Natten til onsdag anholdte politiet to litauiske mænd. Mændene havde hver 4000 kr. på sig i kontanter og en masse udenlandsk valuta.

- At de har præcis sammen kontante beløb på sig tyder på, at de har delt et rov. Foruden de 8000 kroner havde de to mænd også euro, skotske pund, amerikanske dollars, canadiske dollars og en dansk 50'er seddel fra 1936. Har man fået stjålet sådan noget indenfor den seneste uge, så vil vi gerne høre om det, siger Christian Toftemark, Faglig leder, Den Mobile tyverigruppe, Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var ejerne af Hjarbæk Fjord Camping, som kontaktede politiet. De to litauiske mænd havde boet på campingpladsen i to dage, og ejerne af campingpladsen undrede sig over, at bilen var på tyske pladser, og at de to unge mænd var væk om natten, men hjemme i deres campinghytte om dagen. Derfor kontaktede de politiet.

- Vi tog ud til campingpladsen klokken 22 tirsdag aften. Her kunne vi konstatere, at bilen med de tyske plader var væk. Vi gemte os, tæt ved den hytte de to mænd havde lejet, og så ventede vi ellers helt frem til kl. 02.29, hvor de kom hjem. Vi anholdt dem og konstaterede, at de havde mange kontanter på sig, og at de havde koben, lommelygter og andre ting liggende i deres bil som kunne tyde på indbrud, siger Christian Toftemark, Faglig leder, Den Mobile Tyverigruppe, Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har ransaget hytten og bilen, og de to mænd blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør. De er varetægtsfængslet frem til den 18. juni.

- Vi har erfaringer med, at litauiske tyve gemmer deres koster i skoven, så vi leder lige nu efter et sted, hvor der kan være flere tyvekoster. Vi tror indtil videre, at de har lavet indbrud i Skals, Skringstrup og Tåstrup ved Møldrup, siger Christian Toftemark, Faglig leder, Den Mobile tyverigruppe, Midt- og Vestjyllands Politi.