Litauer stjal kød for 400.000 kr.

En litauisk lastbilchauffør er anholdt, efter at han søndag aften sneg en trailer fyldt med kød ud fra en virksomhed i Struer.

HolstebroNaerSkilt.jpg

Kød for op mod 400.000 kr. var, hvad en 45-årig litauisk mand sent søndag aften formåede at snige sig afsted med fra speditionsvirksomheden Nagel A/S i Struer.

- Han kørte ind på et aflåst område sammen med en masse andre lastbiler, der havde ærinder på området. Det så helt tilforladeligt ud, og derfor var der ingen der anede uråd.

Det forklarer politikomissær ved Holstebro lokalpoliti, Morgens Poort, og han fortsætter:

- Manden satte en stor køletrailer fyldt med kød bag på sin lastbil og kørte syd på, uden at nogen bemærkede noget.

Kort efter kunne Nagel A/S, der transporterer fødevarer, dog slå alarm. I traileren sad nemlig en GPS, der gjorde det muligt at spore den stjålne trailer.

- Med hjælp fra Østjyllands politi fik vi standset lastbilen på motorvejen ved Bramdrupdam, hvor den 45-årige mand blev anholdt, lyder det fra politikommissæren.

Litaueren, der ikke har registreret adresse i Danmark, har tilbragt natten i Holstebro og vil i løbet af mandagen blive fremstillet i grundlovsforhør.