Litauer fængslet for afpresning

En 29-årig mand blev mandag fremstillet for grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.

Der er ifølge politiet tale om et større pengebeløb i sagen om afpresning. Arkivfoto.
Der er ifølge politiet tale om et større pengebeløb i sagen om afpresning. Arkivfoto.

Retten i Holstebro besluttede mandag at varetægtsfængsle en 29-årig mand, mens politiet arbejder videre i sagen, der handler om afpresning.

- Han har tidligere arbejdet på en minkfarm vest for Holstebro i cirka syv år, og har nu forsøgt at afpresse sin tidligere arbejdsgiver for et større pengebeløb, forklarer Bjarne Askholm, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands politi.

Ifølge vagtchefen er den 29-årige mand østeuropæer - formentlig fra Litauen. Manden er nu varetægtsfængslet i fire uger.

- I den tid skal man have afdækket hans færden og kigge nærmere på de ansættelsesforhold, der har været gældende i de syv år, han var ansat, så man kan fremlægge et anklageskrift, fortæller Bjarne Askholm.