Listetyv i Skive

Tømte villa, mens beboerne sov på førstesalen.

PolitiErme_type1.jpg

Lokalpolitiet i Skive beder om hjælp til at finde en listetyv, der natten til onsdag var på spil i Frederiksgade.

Mens beboerne sov på førstesalen, fjernede listetyven en rude i stueetagen og forsynede sig herefter med værdier for langt over 100.000 kroner.

Tyven forsvandt med to sorte Svanen-stole, en PH-lysekrone af glas, fire Piet Hein-lysestager, en HP bærbar computer og en pung med 18.000 kroner.

Indbruddet i villaen skete fra midnat til klokken 7 onsdag morgen, og vicepolitikommissær Lars Mikkelsen understreger, at politiet meget gerne vil høre fra folk, der har bemærket noget usædvanligt i Frederiksgade.