Liste Z står igen på stemmesedlen

Rygterne om Fremskridtspartiets død er stærkt overdrevne siger landsformanden

Fremskridtspartiets landsformand, Niels Højland, slår fast af partiet har mange sympatisører i landsdelen.
Fremskridtspartiets landsformand, Niels Højland, slår fast af partiet har mange sympatisører i landsdelen.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Fremskridtspartiet er de seneste år lagt i graven mere end en gang, men rygterne om partiets død er stærkt overdrevne. 

Sådan lyder det fra landsformand og tidligere folketingsmedlem, Niels Højland fra Videbæk.

Ved det kommende regionsråds- og kommunalvalg, vil liste Z således igen være at finde på stemmesedlen i flere kommuner her i landsdelen.

21-årig spidskandidat

Desuden stiller partiet op med en større kandidatliste til regionsrådsvalget Region Midtjylland, hvor spidskandidaten er den purunge, 21-årige studerende Markus Højland fra Aarhus, som er søn af landsformanden Niels Højland.

- Til regionsrådsvalget er vi i valgforbund med Det konservative Folkeparti og Kristendemokraterne. Det giver, for mig at se, gode muligheder i forhold til at vinde et mandat, siger Niels Højland, der selv stiller op til regionsrådsvalget.

Her i landsdelen vil det også være muligt at stemme på kandidater fra Fremskridtspartiet i Struer og Ringkøbing-Skjern kommuner.

I Struer er det 78-årige Kjeld Jensen, der endnu engang stiller op som spidskandidat for Fremskridtspartiet.

Han var medlem af byrådet i starten af 1990`erne. Efter et kortere medlemsskab af Venstre, valgte han dog at vende tilbage til de politiske rødder som fremskridtsmand.

Også i Ringkøbing-Skjern Kommune får vælgerne mulighed for at sætte kryds ud for et Z. Her stiller automekaniker Niels Erik Mortensen fra Hemmet op som spidskandidat. 

Mange sympatisører

Landsformand Niels Højland vil ikke på forhånd spå om udfaldet af valget i kommunerne. Han indrømmer dog, at det kan blive svært. 

- Mange forventer nok, at vi ikke får nogen valgt. Men vi har stadig mange sympatisører, også her i området, Så selv om det er op ad bakke, så tror jeg på det, siger det tidligere folketingsmedlem.

Uanset udfaldet af valget den 21. november, så slår Niels Højland fast, at Fremskridtspartiet lever videre.

- Der er ingen aktuelle planer om at nedlægge partiet. Vi har stadig vores årlige landsmøde, som bliver holdt i Aulum, og vores partiforening er intakt, konstaterer landsformanden.

Fremskridtspartiet blev stiftet af Mogens Glistrup i 1972, og kom i Folketinget året efter med 28 mandater ved det såkaldte jordskredsvalg. Partiet var repræsenteret i Folketinget frem til 1999