18-årig fra Ikast sigtet: Linjedommer ramt af kasteskyts under fodboldkamp

FC Midtjylland ser på sagen med stor alvor. Den unge mand fra Ikast nægter sig skyldig, oplyser politiet.

Linjedommer Henrik Hansen tager sig til hovedet efter, at han blev ramt af en dåse snus, der blev kastet fra tilskuerpladserne. Foto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix

En 18-årig mand fra Ikast kan formentlig se frem til et retsligt efterspil efter, at han mandag aften så fodboldkampen mellem Vendsyssel FF og FC Midtjylland på Hjørring Stadion.

Kampen blev kortvarigt afbrudt, da linjedommer Henrik Hansen pludselig blev ramt af noget kasteskyts, der kom fra tribunen med FC Midtjyllands fans.

Det er en tåbelig og helt uacceptabel adfærd

Jacob Jørgensen, kommerciel direktør, FCM

Linjedommeren kom ikke alvorligt til skade og kunne fortsætte efter en kort pause, men kampens dommer Jens Maae siger til BT, at han vil indberette episoden til DBU.

- Adfærden hører ingen steder hjemme. Det har intet med fodbold at gøre. Derfor vil jeg karakterisere det skete som en skamplet på et arrangement som dette, siger Jens Maae til BT. 

Klubben risikerer en bøde

Nordjyllands Politi oplyser til tvmidtvest.dk, at det var en dåse snus, der ramte linjedommeren - og at kontrollørerne på stadion efter episoden kunne udpege den 18-årige fra Ikast som synderen.

- Vi har sigtet ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han nægtede sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig, siger politiets vagtchef.  

FC Midtjyllands kommercielle direktør Jacob Jørgensen siger til tvmidtvest.dk, at klubben ser på sagen med stor alvor.

Læs også Fodboldballade i Herning - 21-årig dømt for at kaste romerlys mod politiet

- Det er en tåbelig og helt uacceptabel adfærd på den måde at bringe andre personers førlighed i fare. Linjedommeren skal selvfølgelig kunne passe sit arbejde uden at blive udsat for kasteskyts, siger Jacob Jørgensen.

Når DBU har behandlet sagen, risikerer FC Midtjylland at få en bøde. Udover det retslige efterspil kan den 18-årige formentlig se frem til at få karantæne.

FC Midtjylland oplyser i øvrigt, at det var stadions overvågningsbilleder, der gjorde, at kontrollørerne rettede søgelyset mod den 18-årige.