Limfjorden mister fast miljøskib gennem 30 år

Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Limfjorden mister fast miljøskib gennem 30 år

Miljøskibet Limgrim og fire søsterfartøjer erstattes af to nye katamaraner. Det vækker bekymring i Limfjordsrådet.

Limfjorden mister næste år sit faste miljøfartøj, Limgrim. Naturstyrelsen har købt to ny katamaranskibe,  der med base i Svendborg, fremover skal stå for overvågningen i hele landet.

Derfor skal Limgrim, der har base i Skive, sammen med fire andre søsterfartøjer på pension efter at have overvåget vandmiljøet i tredive år.

Og den beslutning vækker bekymring i kommunerne langs Limfjorden.– ikke mindst fordi miljøet i Limfjorden stadigvæk er udfordret af blandt andet fosfor og kvælstofudledninger.

- Vi skal jo lave indsatserne der, hvor der også er udledning af det og hvor vi kan gøre noget ved det, siger formand for Limfjordsrådet, Jens Lauritzen.

Frygter lang responstid ved akutte miljøsager

Limfjordsrådet har svært ved at se, hvordan de nye miljøskibe skal kunne rykke hurtigt ud ved akutte miljøproblemer.

- Når iltsvind opstår, så kan tidsfaktoren jo have noget at sige, siger Jens Lauritzen.

Men i følge Styrelsen for vand- og naturforvaltning er der ingen grund til bekymring. Limfjorden vil fremadrettet blive overvåget på samme niveau som i dag.

- Vi vil give vores folk nogle bedre arbejdsvilkår og har samtidig har vi så kunnet realisere en effektivisering, lyder det fra Søren Larsen, der er funktionschef ved Styrelsen for vand- og naturforvaltning.

Men effektivisering eller ej. Et lokal valgt folketingsmedlem og medlem af Miljø- og Fødevareudvalget, Andreas Steenberg (R), er ikke overbevist om, at den nye løsning er god for miljøet.

- Jeg kan da tvivle på, at man kan gøre det ordentligt, når man mere end halverer antallet af skibe, lyder bekymringen fra Andreas Steenberg.

Han vil derfor bringe sagen for Miljø- og Fødevareminister, Esben Lunde Larsen.

Det er stadig usikkert hvornår de nye miljøskibe er klar til at sejle, og hvornår Limgrim dermed sendes på pension.