Lille lokalfærge har stort overskud på næsten 200.000

​Først blev ”Næssie” reddet. Nu giver den et solidt overskud.

Foto: Kim Vester Boll

Det tager cirka fem minutter, og så er den fremme.

Turen fra Mors til Thy er kort, men det betyder ikke, at den ikke har brug for en færge. For det går godt for den gamle Næssundfærge. Der desuden er den samme båd, der sejlede over strækningen i 1964.

I 2016 skovlede den dermed et overskud ind på 188.000 kroner. Det er en succes for den genopståede færge, fortæller formanden for Næssundsfærgens Venner, Henrik Olsen, til TV MIDTVEST. Og han har en god forklaring:

- Færgen sejler ikke om aftenen længere, og det betyder, at vi kunne spare nogle penge. Samtidigt sparer vi en del olie på at sejle stille og roligt. Turen er jo ikke lang, og gæsterne om bord vil gerne have lidt tid på vandet. Så måske tager det syv minutter i stedet for fem, fortæller han.

Han samtidigt takker han også medlemmerne, der har støttet færgen. Dette er både igennem medlemskabet, men også med ekstra bidrag. Også virksomheder og fonde har hjulpet til med at sikre driften af færgen.

  Foto: Kim Vester Boll

Brug for pengene

De mange penge betyder dog ikke, at bestyrelsen nu skal ud og købe en masse dyr champagne. Der er nemlig nok at bruge pengene til.

- Færgen skal på værft, og allerede der står vi med en stor regning, så overskuddet bliver brugt på færgen, ingen tvivl om det, fortæller Henrik Olsen.

Sidste år havde de god succes med at lave aftensejladser udenfor det normale ruteprogram. Her sejler færgen udenfor ruten, og folk ombord har mulighed for at se landet fra vandsiden. Nogle aftensejladser var åbne for alle, og andre kunne virksomheder booke. Det koncept regner Næssundfærgens Venner med at fortsætte med ind i 2017.

- Så håber vi, at det bliver populært.