Lille firben spænder ben for virksomhed på Mors

Den lokale naturfredningsforening jubler, mens virksomheden Imerys ærgrer sig.

Markfirbenet er fredet, og nu er det med til stoppe en udgravning af moler.
Markfirbenet er fredet, og nu er det med til stoppe en udgravning af moler.
Foto: Morten Juhl / Ritzau Scanpix

Hensynet til det fredede markfirben har nu en gang for alle standet udgravningen af moler på et overdrev på Nordmors.

Morsø Kommune havde ellers givet dispensation til, at virksomheden Imerys kunne udvinde moler i overdrevet i Stærehøj. Det resulterede dog i klager, og nu har miljø- og fødevareklagenævnet afgjort, at firbenet kan blive boende på overdrevet i fred for udvinding.

Det får formanden for Danmarks Naturfredningsforening Mors, Mette Jensen, til at juble.

- Vi er glade for, at vi er blevet hørt, og at der er nogen, der tænker som os. At det her er noget, der skal bevares. Der er noget, vi skal passe på ikke at tage væk, siger hun og tilføjer:

- Her på Mors har vi en lille natur. Når vi tænker på naturkapitalen, så ligger vi helt i bund sammen med Struer, så derfor er det rigtigt vigtigt, at man ikke graver den her fine natur væk.

Skuffet virksomhed

Hos Imerys, som ønskede at få lov til at grave i området, forstår administrerende direktør Søren Klitskov ikke afgørelsen.

- Min personlige holdning er, at jeg synes, det er lidt pjattet. Men vi skal selvfølgelig overholde landets love og regler, siger han.

- Med de restriktioner der kommer, så giver det os også nogle udfordringer i at have en virksomhed, som vi har her på Nordmors. Vi bifalder under ingen omstændigheder afgørelsen.

Jørgen Frank Rasmussen og Mette Jensen fra den lokale naturfredningsforening.
Jørgen Frank Rasmussen og Mette Jensen fra den lokale naturfredningsforening.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Han er ikke den eneste, der er utilfreds med afgørelsen, der blandt andet begrundes med hensynet til firbenet. Også Meiner Nørgaard, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget for Dansk Folkeparti i Morsø Kommune, ærgrer sig.

- Det her rammer os jo rent faktisk hårdt på vores erhvervsstrategi med udvikling af arbejdspladser. Det her er et af de gamle erhverv, der har udviklet sig op igennem tiden, og det skal de selvfølgelig også have lov til at fortsætte med, siger han.

For den lokale naturfredningsforening stopper kampen dog ikke her. Imerys har nemlig planer om at grave efter moler i et andet område tæt på overdrevet, og det vil de også have stoppet.

2:18