Strømsvigt: - Lige pludselig var der sort i hele gågaden

Hele Holstebro og omegn var uden strøm i 17 minutter, mens caféer og restauranter var fulde af frokostgæster.

Café-ejer Morad Henish måtte skynde sig ned til sin café, da de ansatte ringede og sagde, der var strømafbrydelse.
Café-ejer Morad Henish måtte skynde sig ned til sin café, da de ansatte ringede og sagde, der var strømafbrydelse.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

- Jeg var hjemme, men så ringede personalet til mig og sagde strømmen var gået. Og så gik det op for mig, at det var hele Holstebro, der ikke havde strøm. 

Sådan lyder det fra ejer af Café Alfa i Holstebro, Morad Henish, efter mandagens strømafbrydelse i Holstebro. 

Mens han ilede mod sin café for at hjælpe sine medarbejdere, kunne han se de mange lyssignaler, der heller ikke gav lys fra sig. 

- Det var en spændende tur herud uden lyssignaler, for så at komme i caféen og se, at frituren virkede og ovnen virkede ikke, kasseterminalen virkede ikke, udsugningen var gået, og der var røg i køkkenet. Så alt var virkelig kaos, fortæller han kort efter, at strømmen igen var tilbage.

Strømmen var væk i 17 minutter fra 12.30, og det var længe nok til, at cafeejeren begyndte at tænkte på alternative løsninger. 

- Løsningen ville jo have været at sætte en masse gryder op med olie i på gaskomfuret, men det er ikke det samme eller samme kvalitet.

- Vi kan jo ikke klare os uden strøm. De er så moderne, alle de maskiner vi har, smiler café-ejeren. 

Café Alfa har fået strømmen igen, men gæster og personale nåede at sidde i efterårsmørket i 17 minutter, inden strømmen kom tilbage igen.
Café Alfa har fået strømmen igen, men gæster og personale nåede at sidde i efterårsmørket i 17 minutter, inden strømmen kom tilbage igen.

Restauratør: Man når lige at blive nervøs

Den uvante situation oplevede man også hos Restaurant Maren, fortæller restauratør Michael Pedersen. 

- Der var lidt panik herinde. Kokkene kunne jo ikke rigtig finde tingene.

- Lige pludselig var der sort i hele gågaden. Kasseapparater, køleskabe, alt var jo gået, fortæller han. 

Han blev også pludselig klar over, hvor afhængig man som restauratør er for strøm.

- Det er vi jo meget afhændige af, for alle kasseapparater og køling skal jo have strøm og lige så snart, det er væk, så risikerer vi jo at skulle smide en masse ud.

Så slemt endte det dog ikke, men han og medarbejderne nåede at blive nervøse.

- Lige da vi fandt ud af, at det ikke kun var i gågaden men i hele byen og helt ud i Tvis, der blev vi sådan lidt nervøse. For hvis det er for lang tid, så kan vi jo ikke åbne vores køleskabe for at holde temperaturerne, så lidt nervøse nåede vi godt nok at blive, griner han.

TV MIDTVEST også ramt

Bedst mens TV MIDTVEST var i gang med at afvikle nyhedsudsendelsen klokken 12.30 gik strømmen også her på stationen.

Stationen har ellers en nødgenerator, men den gik ikke i gang, og derfor lukkede alle systemer helt ned og kanalen gik i sort i omkring en time frem til 13.30.

Først hen mod klokken 16 har teknikerne fået stationen tilbage til normal drift.

Her på TV MIDTVEST mistede stationen også al strøm. Det resulterede i, at kanalen gik i sort i en time.
Her på TV MIDTVEST mistede stationen også al strøm. Det resulterede i, at kanalen gik i sort i en time.
Foto: Kirsten Axelsen, TV MIDTVEST
2:18
Hele Holstebro og omegn var uden strøm i 17 minutter, mens caféer og restauranter var fulde af frokostgæster.