Lig fundet i udbrændt hus

Under oprydningen efter den brand, der natten til tirsdag raserede et hus i Jørsby på Nordmors, har politiet og Beredskabscenter Nordjylland fundet liget af en person.

Politiet bekræftede fredag eftermiddag, at der under oprydningen i det nedbrændte hus på Nordmors, er blevet fundet et lig af en person. Beredskabscenter Nordjylland var i gang med oprydningen efter branden, og i den forbindelse fandt de på husets badeværelse et lig af en endnu uidentificeret person.

Onsdag udelukkede politiet ellers, at den 56-årige beboer var indebrændt og efterlyste ham i stedet i hele landet. Politiet kan ikke udelukke, at der er tale om den 56-årige efterlyste mand. Politiet og Kriminalteknisk Center ved Midt- og Vestjyllands Politi afholder lige nu et retsmedicinsk ligsyn på stedet for at fastlægge identiteten på personen.

Indtil i mandags var den 56-årige lejer af adressen på Biskærret i Jørsby indlagt på Viborg Sygehus. Her blev han hentet af sin søster og kørt til sit hjem i Jørsby, der altså nu er brændt ned. Branden havde været i gang længe, inden den blev opdaget og brandvæsenet tilkaldt. Huset var nedbrændt, da brandvæsenet kom frem.

Hvis personens identitet ikke kan fastlægges på stedet, skal en senere obduktion klarlægge identiteten.