Lidl-røver genkendt

Gerningsmanden bag røveriet mod Lidl i Skjern fredag aften menes at være den 30-årige Kasper Leif Smedegaard Knudsen, som nu efterlyses over hele landet. Politiet advarer mod at kontakte ham, da han er bevæbnet med en pistol.

Lidlroeveri2.jpg

Den mand, der i fredags truede sig til et større pengebeløb i Lidl's forretning i Skjern, er formodentlig den 30-årige Kasper Leif Smedegaard Knudsen, som til dagligt har adresse i Valby.

Han efterlyses nu over hele landet af politiet, som betegner ham som farlig og bevæbnet med en pistol. Hvis man ser ham, skal man ikke kontakte ham, men i stedet ringe til politiet.

Genkendt på overvågningsbilleder fra Lidl

Kasper Leif Smedegaard Knudsen blev genkendt, da overvågningsbilleder af ham fra røveriet i Lidl i Skjern, blev vist i aftes på både TV2 Syd og TV2 Østjylland. Her genkendte en familie fra Horsens røveren, som de selv havde et ubehageligt møde med tidligt fredag morgen

Stjal mad, sovepose og bil

Her blev familien tidligt om morgenen frarøvet en sovepose, noget tøj og mad. Røveren fik også udleveret nøglerne til familiens sølvgrå VW Passat, som han flygtede i.

Inden røveriet havde den efterlyste ifølge politiet overfaldet to politifolk med peberspray og spark. Overfaldet skete i forbindelse med et trafikuheld på Hovedvejen i Hedensted, hvor han var kørt galt.

Tidligere dømt for personfarlig kriminalitet

Den efterlyste er ifølge politiet tidligere dømt for personfarlig kriminalitet, og han skulle være bevæbnet med en pistol.