LG-samarbejde skal give million-besparelser for B&O

Aftale med LG om udvikling af tv skal spare B&O 200 millioner kroner om året. Første produkt lanceres i 2017.

B&O's første produkt i samarbejde med LG lanceres i 2017.

Den danske hi-fi-producent Bang & Olufsen (B&O) indgår strategisk partnerskab med den sydkoreanske elektronik-gigant LG Electronics om udvikling og produktion af tv, oplyser selskabet. B&O venter at kunne spare omkring 150-200 millioner kroner om året med aftalen, når den er fuldt implementeret over de næste tre år.

- Partnerskabet vil bidrage til at løse en central strategisk udfordring, idet Bang & Olufsen vil opnå teknologiske kompetencer og den fornødne stordrift for at kunne forbedre selskabets langsigtede indtjening. 

- Partnerskabet vil gøre det muligt for Bang & Olufsen at fokusere på kernekompetencer inden for akustik og design, alt imens selskabets supply chain, udvikling, produktion og service optimeres yderligere, lyder det i meddelelsen.

Det dansk-sydkoreanske ægtepar barsler allerede med det første barn - et OLED-TV, som lanceres i 2017.

Derudover omfatter partnerskabet samarbejde på andre områder såsom licens og aktiviteter relateret til salg af andre produkter.

/ritzau/