Leverandører til kamp mod Jutland Meat

Leverandører mener, Jutland Meats direktion og bestyrelse handlede forkert, og vil nu lægge sag an.

110213_Jutland_Meat.jpg

De tidligere leverandører til slagteriet Jutland Meat vil nu lægge sag an mod den tidligere direktion og bestyrelse. Jutland Meat gik konkurs i februar. Onsdag aften holdt de tidligere leverandører møde i Aulum, hvor de blev enige om at hyre to advokater til at se på konkursen.

- Vi blev enige om, at direktionen og bestyrelsen har handlet mod den viden, de ellers skulle have. Vi som tidligere leverandører er utrolig sure over, at vi er blevet trukket rundt i manegen, og de har taget vores penge, siger Henrik Enderlein, der er talsmand for de tidligere leverandører.

Kendte til konkurs

Leverandørerne mener, slagteriets direktion og bestyrelse vidste, at virksomheden var på vej mod konkurs, men alligevel kørte firmaet videre.

- Vi går efter, at de skal tilbagebetale vores penge tilbage, siger leverandørernes talsmand, Henrik Enderlein.

De svineproducenter, der ikke var med til mødet onsdag, får tilsendt materialer om sagen. Derefter har de 14 dage til at tage stilling til, om de vil bakke op.

Den første opgørelse af kravene mod Jutland Meat var på 60 mio. kroner.

TV/MIDT-VEST sendte d. 13/2 2013 et indslag om bedrageri hos Jutland Meat:

1:37
Hvis advarsler er sendt ud inden konkurs, er det strafbart, fastslår ekspert.