Lettet trods seks års fængsel

Kvinde fra Thisted lettet over, at sagen nu er afgjort - og at hun undgår udvisning af Danmark.

Den 43-årige Illuminada Bovbjerg fra Thisted forlod mandag retten i Holstebro som en lettet kvinde - trods en ubetinget straf på seks års fængsel.

Det fortæller hendes forsvarer, advokat Mikkel Nielsen fra Aarhus, til TV/MIDT-VEST.

Den 43-årige filippinsk fødte kvinde er først og fremmest lettet over, at retten besluttede at gøre udvisningen af Danmark betinget. Det betyder, at hun kan blive hos sine børn i Danmark, når hun har afsonet straffen.

Benhård praksis

Mikkel Nielsen havde foreslået retten en fængselsstraf på mellem tre og seks års fængsel - alligevel valgte hans klient at modtage dommen.

- Seks år er lang tid, men praksis i menneskesmuglersager er benhård, og set i relation til de afgørelser, der ligger, og det store antal hun er blevet dømt for, så er det nok en passende afgørelse, siger Mikkel Nielsen.

Den 43-årige kvinde har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af 2011 og retten besluttede, at hun skal blive bag tremmer, indtil afsoningen kan gå i gang.

- Det er en lettelse for hende at få en afklaring på det hele. Hun har siddet varetægtsfængslet i næsten 14 måneder, og 14 måneder er lang tid at sidde og spekulere over, hvad fremtiden skal bringe. I dag får hun et billede af, hvad fremtiden bringer, siger Mikkel Nielsen.

Sådan reagerede den 43-årige kvinde på dommen - interview med hendes advokat Mikkel Nielsen:

01:21 Luk video