Lettelse i Bremdal: Nu kan vi få ro

De mange påsatte brande har skabt stor utryghed i Bremdal. Nu håber de på ro - men de er også rystede over, at den anholdte kun er 15 år.

Beboere i Bremdal

Lettelsen er til at tage at føle på i Bremdal ved Struer efter, at politiet har anholdt en 15-årig dreng i sagen om de mange påsatte brande i området.

- Det er dejligt. Det giver en form for tryghed - langt om længe, siger en af beboerne, Rune Jeppesen.

Politiet tog den 15-årige på fersk gerning, da der onsdag morgen endnu engang blev sat ild til en bil på Morelbakken.

Tirsdag morgen var der også en påsat bilbrand på vejen - det gik ud over den bil, som Annette Mark har leaset. Hun er også glad for nyheden om, at politiet har fået et gennembrud i sagen.

- Det er rigtig dejligt, så vi kan få lidt ro på hele området igen, siger hun.

Hun er dog rystet over, at den anholdte kun er 15 år.

- Det er uhyggeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om det. Det er bare dejligt, hvis de har fat i den rigtige den her gang, siger hun med henvisning til, at politiet tidligere har afhørt en 22-årig mand i sagen.

På en uge er området blevet ramt af syv påsatte brande, og det har naturligt nok skabt en stor utryghed.

- Når ens børn ikke tør gå hjem fra skolen, og når barnepigerne ikke ved, om de tør komme herom... så er det ved at være nok, konstaterer Benny Jensen. 

Den 15-årige bliver onsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Holstebro.

1:04
Se reaktioner fra beboere i Bremdal her.