Lemvig-politiker: Flyt seminariet

Lemvig-politiker: Flyt seminariet

Den radikale spidskandidat til byrådet i Lemvig, rektor Lars Ebbensgaard, foreslår at seminariet i Nørre Nissum skal flytte til Holstebro.

Normalt forsøger kommunalpolitikere at få offentlige institutioner hen til deres egen kommune. Men i Lemvig foreslår de radikale at flytte kommunens seminarium væk. Partiets spidskandidat Lars Ebbensgaard foreslår, at seminariet i Nørre Nissum flyttes til Holstebro.

- Jeg skal nok få nogen på næsen for det her forslag, men det er så vigtigt, at jeg går ud med det alligevel, siger han.

Lars Ebbensgaard mener, at tiden er løbet ud for det lille seminarium i Nørre Nissum, der kæmper med at få studerende og i år kun har optaget omkring 50 nye studerende. Og så er det bedre at etablere et nyt seminarium i den større by Holstebro frem for at risikere, at seminariet bare lukker eller bliver flyttet til større byer som Herning, Viborg eller Silkeborg.

Skive Seminarium også i farezonen

Hvis ideen bliver til virkelighed skal det kommende seminarium i Holstebro også opsuge seminariet i Skive.

- Hovedsagen er, at læreruddannelsen skal blive i Vestjylland, ellers får vi svært ved at rekruttere lærere til skolerne i fremtiden. Og jeg betragter Holstebro som Vestjyllands hovedstad, siger Lemvig-politikeren.

Lars Ebbensgaard har - ud over at være kandidat til byrådet - været rektor for Lemvig Gymnasium i 34 år og kender dermed uddannelsesmiljøet i Vestjylland.

- De unge vil til en større by. Vi må tænke os om i tide, siger han.