Lemvig: Industribygning skaber splid

På mandag kan Lemvig Kommunes Teknik- og Miljøudvalg godkende et stort industribyggeri på havnen i Lemvig. Borgere og viceborgmester føler sig snydt.

LemvigHavn.jpg

Planen om et 50 meter langt og ni meter højt byggeri på havnen i Lemvig vækker røre i byen. Borgere, som kan forvente at miste deres vandudsigt, er fortørnede over, at byggeplanerne - ifølge dem - bliver besluttet i hast. I torsdags hørte de for første gang om byggeplanerne, og allerede på mandag kan Lemvig Kommunes Teknik- og Miljøudvalg godkende byggeriet.

Industribygningen, der skal huse Lemvig Maskin- og Køleteknik, vil i følge den lokalplan, som gælder i området, være fuldt ud lovlig. Alligevel kalder kommunens viceborgmester, socialdemokraten Kenneth Bro, den korte varsel for hensynsløs.

- Der burde have være meget mere åbenhed i en sag som denne. Det handler om en stor bygning, som kommer til at fylde rigtig meget på havnen. Det er vigtigt, borgerne får tid til at reagere, siger Kenneth Bro.

Uforstående udvalgsformand

Venstres Jørgen Nørby, der er formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg er uforstående overfor kritikken.

- Planerne om byggeriet har være på tegnebrættet i to år. De har kunnet ses på flere offentlige dagsordener. At dagsordenen for mødet i Teknik- og Miljøudvalget blev fremlagt i torsdags, er helt normalt, siger udvalgsformanden.

Viceborgmester Kenneth Bro, der er en del af oppositionen i Lemvig Kommune, vil nu gå efter at vende den omstridte bygning 90 grader.

- Dermed viser vi hensyn overfor de utilfredse borgere, siger socialdemokraten.

3:40
Lokale retter skarp kritik mod teknik- og miljøudvalget i Lemvig, der mandag aften kan godkende en ny smedie på havnen