Lemvig Basket tabte topkamp

Basketkvinderne fra Lemvig tabte lørdagens topkamp mod Hørsholm

Med en forrygende efterårssæson har Lemvig Basket sat kursen mod den første guldmedalje i klubbens historie. Holdet ligger på førstepladsen i ligaen med syv sejre i otte kampe, og træneren er afdæmpet optimist.

- Vi er i hvert fald et af de hold, der har rigtig gode muligheder for at vinde titlen. Skal vi ikke sige det sådan, siger Peter Jensen.

Brændte for meget

Men i dag mødte klubben et bump på vejen, da de nærmeste forfølgere fra Hørsholm var på besøg. Lemvig tabte kampen 58-71.

- Vi kunne ikke ramme en ladeport i dag. Normalt scorer vi på halvdelen af vores to-points-forsøg. I dag er det tættere på 30 procent, og så vinder man ikke, siger træner Peter Jensen.

Nu må Lemvig dele førstepladsen med gæsterne fra Sjælland.