Lejr-naboer: Vi vil savne spejderne

Langt de fleste lodsejere har været begejstret for at lægge jord til Spejdernes Lejr 2012.

spejdernaboer2907.jpg

Bo og Dorte Verge er to af de lodsejere, der har udlånt deres jord til Spejdernes Lejr. Normalt græsser heste på deres 2,5 hektar, men i ugen der er gået har 450 spejdere boet på arealet.

 - Da kommunen kontaktede os, var det lidt svært at forholde sig til, hvad det ville betyde, at vi skulle være naboer til 35.000 spejdere i en uge. I dag kan vi konstatere, at de er jordens rareste mennesker. Vi kommer til at savne dem. Der har ikke været nogen problemer overhovedet, siger Bo Verge.

Han sammenligner det at have været nabo til og en fysisk del af Spejdernes Lejr med en stor campingplads, hvor der hele tiden er meget at se på og mange at være sammen.

 - Vi gav spejderne lov til at stille en container og trailere på vores areal. Til gengæld fik vi rødvin og tre billetter til en rundtur med helikopter, og to aftener var vi inviteret ud at spise hos ”vores” spejdere. Det var i den grad hyggeligt, siger Bo Verge.