Legetøjskrig: Butikker risikerer at hænge på gammelt legetøj

Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Legetøjskrig: Butikker risikerer at hænge på gammelt legetøj

Legetøjsbutikker i Lemvig og Ringkøbing har meldt sig ud af Legekæden. Nu risikerer de at brænde inde med gammelt legetøj til mange tusinde kroner.

En regulær legetøjskrig er brudt ud, efter flere legetøjsbutikker har meldt sig ud af Legekæden. Det gælder blandt andet butikkerne i Lemvig og Ringkøbing. De risikerer nu at hænge på legetøj til flere tusinde kroner.

Det kan være alt muligt legetøj, de lige har fejet sammen.

Claus Juul Jørgensen, indehaver, legetøjsbutikken i Ringkøbing 

Finn Andersen, der er indehaver af legetøjsbutikken i Lemvig, venter legetøj for 40.000 kroner fra Legekædens lager i Hedensted. Men den vestjyske legetøjsforhandler nægter at modtage det.

- Jeg har været medlem af Legekæden i 30 år, og det skuffer mig helt vildt, at man behandler os på den måde, siger Finn Andersen.

I alt ligger 14 butikker lige nu i strid med Legekæden. I Ringkøbing har de også sagt nej til at modtage det gamle legetøj. Her drejer det sig om legetøj for et sted mellem 41-45.000 kroner.

- Det kan være alt muligt legetøj, de lige har fejet sammen, siger Claus Juul Jørgensen, der er indehaver af legetøjsbutikken i Ringkøbing.

I alt er der gammelt legetøj for en lille million på vej til de 14 butikker. Udbryderbutikkerne har nu hyret en advokat for at slippe for det gamle legetøj.

Det er Indeks Retail i Hedensted, der er butikkernes indkøbsforening og varelager. 

Skriftlig kommentar fra Indeks Retail

Indeks Retail er en medlemsejet organisation, der bedriver kædedrift, fælles indkøb og andre shared services til vores ejerbutikker. Vores lager er ejerbutikkernes fælles lager og ejerbutikkerne er inddraget i disponeringen af varer, der købes til lagret via konceptudvalg og vareudvalg.
 
I forbindelse med at 32% af butikkerne i Legekæden træder ud af kæden pr. 31.12 2016, gennemgår vi lageret for legetøj og tilpasser det til den nye situation. En del af denne tilpasning indebærer, at vi fordeler en mindre andel af lageret af legetøj, nærmere bestemt 6,2% lagerværdien. Således er andelen af varer væsentlig mindre end andelen af udtrædende ejerbutikker. Vi fordeler langt fra den andel af lagerværdien, som kunne fordeles, og vi fordeler forholdsmæssigt efter de enkelte ejerbutikkers omsætning. 
 
Vi har forståelse for, at det for en udtrædende ejer kan opleves uhensigtsmæssigt at modtage en mindre andel af deres varer fra lageret, hvorfor vi hen over efteråret har forsøgt at begrænse denne andel ved f.eks. at afsætte varer til anden side. Tidspunktet for fordelingen af varerne hænger naturligt sammen med selve udtrædelsestidspunktet og efter, at vi har forsøgt at nedbringe lagerværdien.
 
Det er vigtigt os at understrege, at vi er en indkøbsforening, og ikke en normal leverandør. Indeks Retail har ingen kunder, blot ejere, der køber ind via Indeks Retail. Hvis ejere uden videre kunne forlade Indeks Retail, ville de efterlade de blivende ejere med en ubetalt regning, som de selv har været med til at skabe. 

 

02:06

Legetøjbutikker i Lemvig og Ringkøbing risikerer lige nu at komme til at hænge på gammelt legetøj for mange tusinde kroner, efter de har meldt sig ud af legekæden.

Luk video