Leegaard stopper karrieren

Skjern-spiller er stadig plaget af smerter og erkender nu, at han ikke kan vende tilbage til sporten.

200311_Per_Leegaard.jpg

Den tidligere landsholdsspiller Per Leegaard fra Skjern Håndbold har besluttet at indstille karrieren.

Karriere-stoppet kommer ikke som den store overraskelse - den 29-årige højre back har døjet med mange forskellige skader og har på grund af en fiberskade i maven ikke spillet kamp siden april 2011.

- Jeg har længe troet, at jeg kunne vende tilbage, men må erkende, at det ikke kommer til at ske. En dagligdagsting som at tage strømper på indebærer stadig smerter, og derfor siger det sig selv, at håndbold er uoverskueligt, siger Per Leegaard i en pressemeddelelse fra klubben.

 35 A-landskampe og 48 kampe i grønt

Han erkender, at det bliver psykisk hårdt at sige farvel til sporten.

- Heldigvis har jeg nået at prøve meget, og jeg kan glæde mig over, at det ikke skete for fem til 10 år siden, siger han.

Leegaard kom til Skjern fra Viborg HK i 2009 og nåede at spille 48 kampe for vestjyderne. Karrieren har også bud på 35 A-landskampe.