Leder efter forsvundet kvinde i vandet

Politiet har gennemsøgt hele Rind Plantage nord for Lind uden held. Nu er en specialbåd fra Beredsskabscenter Midtjylland sejlet ud i Skærgaardsø, for at undersøge om den 71-årige Inger Marie Krøjgaard er faldet i vandet.

120306Eftersoegning.jpg

Det er over et døgn siden, at den 71-årige kvinde fra Lind ved Herning forsvandt fra sit hjem i deprimeret tilstand - men politiet har endnu ikke fundet noget spor af hende.

Både i nat og her til formiddag er Rind Plantage blevet gennemsøgt af hunde og hjemmeværnsfolk, og nu er en specialbåd fra Beredsskabscenter Midtjylland sejlet ud i Skærgaardsø for lede efter kvinden.

Båden er udstyret med en speciel undervandskikkert, som skal undersøge vandet.

Politiet har desuden planer om at ville undersøge Knudmosen nord for Lind.

Mange henvendelser

Politiet har fået mange henvendelser fra borgere i Lind, der mener at have set Inger Marie Krøjgaard. Ingen af henvendelserne har dog vist sig rent faktisk at være den forsvundne kvinde.

- Der er åbenbart mange, der ligner hende, fortæller indsatsleder Ole Hofmansen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Indstiller snart eftersøgningen

Politiet forventer, at indstille eftersøgningen omkring klokken 17, hvis de endnu ikke har fundet noget spor af den 71-årige kvinde.

- I morgen må vi så overveje, om vi har nogle nye ideer til, hvor kvinden kan være gået hen, siger Ole Hofmansen.