Lav ledighed giver flaskehalsproblemer

Ledigheden i Vestjylland er den laveste i mange år, men det skaber problemer for virksomheder. De kan ikke finde arbejdskraft.

23-årige Antonio Vlaisavljevic nyder godt af den lave arbejdsløshed. Han har fået job som industritekniker hos Hydra-Greene i Skjern.
23-årige Antonio Vlaisavljevic nyder godt af den lave arbejdsløshed. Han har fået job som industritekniker hos Hydra-Greene i Skjern.

Hjulene snurrer igen på de midt- og vestjyske virksomheder, som nærmest står i kø for at ansætte kvalificerede medarbejdere. Det betyder også, at antallet af ledige er det laveste i mange år.

En af alle dem, der har fået arbejde, er 23-årige Antonio Vlaisavljevic. Han fik sit job som industritekniker hos Hydra-Greene i Skjern allerede inden, han var færdig med sin uddannelse.

- Det var meget vigtigt for mig at komme i gang lige med det samme. Det er noget, jeg har lagt vægt på, så jeg har været meget jobsøgende, siger Antonio Vlaisavljevic.

Behov for arbejdskraft

Den lave ledighed betyder, at der er et ekstra behov for arbejdskraft. Det afspejler sig tydeligt i de vestjyske ledighedstal. Sidste år faldt antallet af arbejdsløse fra 8.786 til 7.622. Det er et fald på 12,3 procent.

Alene i Ringkøbing-Skjern Kommune faldt ledigheden med 23,6 procent. De høje tal giver aktuelle problemer med at rekruttere nye medarbejdere. Det har fået Hydra-Greene i Skjern til helt bevist at vælge en ny rekrutteringsstrategi.

- Vi har i de senere år rekrutteret strategisk og valgt at gå tættere på de forskellige uddannelsessteder, hvor de klækker lige nøjagtig de folk ud med de uddannelser, som vi kan bruge, siger Henrik Sillesen, vicedirektør i Hydra-Greene.

 

Se mere om problematikken herunder. Hør desuden formanden for det regionale arbejdsmarkedsråd i Vestjylland, John Hermansen, forklare, hvorfor lav ledighed i Vestjylland er et problem.

 

3:47
Virksomheder får sværere ved at rekruttere medarbejdere, fordi arbejdsløsheden falder i området .