Lav en Knæk Cancer-blomst og støt kampen mod kræft

Knæk Cancer-ugen går snart i gang, og i år kan du være med til at donere penge til formålet uden at skulle have penge op ad lommen.

Et af de mange bud på hjemmelavede Knæk Cancer-blomster, der blev lavet til Knæk Cancer-indsamlingen i 2018. Foto: Tara Bang

En grinende baby med ansigtsmaling i hovedet, flydende svømmepiger og sten på stranden.

Den sorte og røde Knæk Cancer-blomst er blevet lavet på mange kreative og sjove måder gennem årene. 

Nu beder vi dig om at lege med igen.

I forbindelse med Knæk Cancer-kampagnen, der blev skudt i gang den 1. oktober, beder vi dig om at dele et Instagram-billede af din egen personlige udgave af den velkendte Knæk Cancer-blomst.

Mange kreative bud

Din Knæk Cancer-blomst kan nemlig gøre en forskel i kampen mod kræft.

Boozt donerer 20 kroner pr. godkendt billede op til 450.000 kroner. Det gælder for alle billeder, der bliver uploadet fra den 1. oktober 2019 til den 26. oktober 2019.

  Foto: Stine Skafte

Sophie Leegaard, der er kreativ konceptudvikler hos TV2 Marketing og arbejder med Knæk Cancer-projektet, fortæller:

- Knæk Cancer-blomsten gør det muligt for danskerne at være med til at samle ind, selvom de ikke har mulighed for at hive penge op ad egen lomme. De skal bare kaste lidt tid og kreativitet ind i det. Vi er meget spændte på at se, hvad der kommer ind.

RETNINGSLINJER

Med aktiviteten En Blomst For Sagen får du mulighed for at bidrage til indsamlingen af dette års Knæk Cancer, uden selv at skulle have penge op ad lommen.

  • Fra uge 41 opfordres danskerne til at være kreative og fortolke Knæk Cancer-blomsten. Det gøres ved at lave en blomst med udgangspunkt i Knæk Cancer-logoet og dele det som et opslag på Instagram med hashtagget #knækcancerblomst og #tvmidtvest. 

 

  • Husk, at din profil skal være offentlig, hvis TV2 og TV MIDTVEST skal kunne se og registrere dit bidrag. Du kan også indsende billedet via denne kampagneside.

 

  • Som noget helt særligt er Boozt sponsor på aktiviteten og donerer 20 kroner pr. godkendt billede op til 450.000 kroner. Blomsterbillederne fra samme bruger skal være forskellige og dubletter godkendes ikke. For gruppebilleder godkender TV2 op til fem reposts af samme billede fra forskellige brugere.

 

  • Alle billeder, der bliver uploadet i perioden mandag den 1. oktober 2019 til lørdag d. 26. oktober 2019, bidrager med 20 kroner. Billeder der bliver lagt op forinden eller efter dette tidsrum udløser derfor ikke et donationsbeløb til indsamlingen. Disse retningslinjer kan opdateres løbende og uden forudgående varsel.
Se mere

Hvis du skaber din egen Knæk Cancer-blomst vil du også have mulighed for at få dit foto vist i det store indsamlingsshow, der bliver vist på TV2, som TV MIDTVESt's regionale vinder. 

  Foto: My Bui

- Det kan være svært at mobilisere så mange mennesker over hele landet, men her får man virkelig følelsen af, at folk står sammen. Når man går ind på Instagram og søger på #knækcancerblomst og scroller igennem, får man fornemmelsen af et fællesskab, siger Sophie Leegaard.

Du deltager ved at dele din Knæk Cancer-blomst på Instagram med hashtaggene #knækcancerblomst og #tvmidtvest senest den 21. oktober.

Én milliard kroner til kampen mod kræft

Sidste år indsamlede danskerne 141.895.200 kroner ved den syvende udgave af Knæk Cancer-ugen, hvor TV2 samler ind i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

Igennem årene har Knæk Cancer-indsamlingen tilsammen rundet én milliard kroner.

SÅDAN BLIVER DONATIONERNE BRUGT

Her kan du se, hvordan Kræftens Bekæmpelse bruger en donation på 100 kroner.

 

Patientstøtte: 17 kroner

  • Over hele landet tilbyder Kræftens Bekæmpelse gratis rådgivning og støtte til kræftpatienter, pårørende og efterladte. Det er psykologer, socialrådgivere, sygeplejersker og læger, som primært tager sig af dette arbejde.
     
  • Patientstøtteafdelingen indsamler, udvikler og formidler ny viden og metoder til gavn for kræftpatienter, ligesom der er stor fokus på at hjælpe kræftpatienter til at få et samlet og godt patientforløb.

Administration: 3 kroner

  • Helt konkret dækker administrationsudgifterne en række fælles funktioner som bestyrelse, udvalg og direktion. Oven i det kommer økonomi, IT og fælles ejendoms- og personaleforvaltning.

Forskning: 62 kroner

  • Kræftens Bekæmpelse står for over halvdelen af kræftforskningen i Danmark og er de seneste år kommet længere i sin viden om, hvad kræft er, og hvordan kræftsygdomme forebygges og helbredes. I 2018 uddelte Kræftens Bekæmpelse 400 millioner kroner til kræftforskning.

Oplysning: 18 kroner

  • I dag kender man årsagerne til omkring en tredjedel af de cirka 32.000 kræfttilfælde, som hvert år opstår i Danmark. Det vil sige, at mere end 10.000 kræfttilfælde årligt kan forebygges med den viden, som man har på området.
     
  • Over de næste 10 år afsætter Kræftens Bekæmpelse 100 millioner kroner til et nyt forskningssamarbejde, der skal gøre organisationen endnu bedre til at få gode råd omsat til ændret adfærd. Det skal måles, om indsatsen virker, og om den virker blandt alle dele af befolkningen.

Kilde: Cancer.dk

Se mere