Latinerly: 3F optrapper konflikt

3F vil optrappe konflikten mod restaurant Latinerly efter fagforbundet netop har vundet en sag i arbejdsretten. Politiker kræver lovindgreb.

LY.jpg

Snart risikerer ølhanerne at løbe tør på Latinerly i Viborg. Fagforeningen 3F er nemlig parat til næste skridt i en faglig strid - en sympati-blokade, der betyder stop for levering af øl og andre varer til restauranten.

Optrapningen kommer efter, at arbejdsretten i går dømte restauranten til at betale manglende pensionsbidrag til tidligere og nuværende medarbejdere. I alt omkring 210 ansatte.

Sagen kort

Latinerly ville ikke anderkende at være underlagt 3F overenskomst fra den tidligere ejer af restaurationen. Men arbejdsretten lagde til grund for dommen, at det var tale om virksomhedsoverdragelse, og at Latinerly derfor var omfattet af overenskomsten med 3F.

Restauranten er i dag ikke omfattet af nogen overenskomst. Derfor har 3F har iværksat konflikt mod virksomheden, der betyder at ingen medlemmer af 3F må tage arbejde der, ligesom der ikke kan anvises arbejdskraft fra Jobcentret.

Indgreb kan blive nødvendig

Seks andre restaurationer i Viborg er også i konflikt med 3F, fordi de vil ud af overenskomsten og i stedet indgå aftale med den kristelige fagbevægelse, og situationen i Viborg begynder at minde om sommerens meget omtalte konflikt på restaurant Vejlegården.

Det får Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance på banen. Han vil nu have ændret loven.

- Det er jo netop ikke et frit arbejdsmarked, når man ikke frit kan vælge, hvem man vil tegne overenskomst med, og når man som virksomhed ikke kan komme ud ud af en aftale, for at lave en anden, siger han.

Han vil nu i første omgang stille spørgsmål om sagen til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.