Låste tyv inde i skur

Snarrådigt personale fra Kwik Spar i Hjøllund behøvede blot at sætte haspen på, da en biltyv forsøgte at skjule sig i et skur.

Kwik Spar har fået en helt ny betydning for to uheldige biltyve fra henholdsvis Silkeborg og Esbjerg. En kvik medarbejder spottede nemlig det mistænkelige i at to snusket udseende fyre kom kørende til butikken i en Kwik Spar bil.

- Jeg var egentlig på vej ud at køre, men så at de to fyre gik ind i forretningen, forklarer Kent Søby Vind fra Købmandsgården i Hjøllund,  som er en del af Kwik Spar kæden.

- Jeg ringede så til politiet, for det så lidt underligt ud det hele.

Bilen var stjålet

Hos Silkeborg Politi fik Kent Søby Vind at vide, at han skal holde øje med bilen, som efterfølgende viste sig at være stjålet fra Kwik Spar i Silkeborg.

Biltyvene kørte efter besøget i forretningen ned ad en sidevej, tilsyneladende for at fortsætte den kriminelle kurs. Men vejen var blind, og den lokale landbetjent nåede frem inden tyvene kørte væk, og spærrede vejen for dem. Da landbetjenten gik hen for at tale med føreren, sprang passageren ud og løb væk.

Gemte sig i skur

- Jeg kaldte de andre fra butikken (over mobilen, red.) og løb efter ham, så vi omringede ham. Han vidste, vi er efter ham og endte med at løbe ind i et skur, forklarer Kent Søby Vind, som efterfølgende kunne gøre kort proces:

- Så satte jeg haspen på og så sad han der i 10 minutter, før politiet lukkede ham ud.

Efterfølgende ringede Kent Søby Vind til Kwik Spar kollegaerne i Silkeborg, som kort tid efter blev genforenet med deres varebil.