Lastbil ligger på tværs af motorvej

Et lastvognstog væltede tidligt tirsdag morgen på Midtjyske Motorvej og brød gennem midter-autoværnet. To vognbaner er spærret.

Politiet opfordrer folk til at tage hjemmefra i god tid på grund af meget glatte vejforhold i landsdelen.
Politiet opfordrer folk til at tage hjemmefra i god tid på grund af meget glatte vejforhold i landsdelen.

En polsk lastvognchauffør fik sig formentlig noget af et chok, da hans lastvognstog ved 5-tiden tirsdag morgen lagde sig på tværs hen over midterrabatten på Midtjyske Motorvej ved Brande.

- Politiet har sendt tavlevogne til stedet for at regulere færdslen, som vil være berørt af uheldet nogle timer frem, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Han fortæller, at man kan passere ulykkesstedet forsigtigt i højre vognbane i begge retninger, da begge venstre vognbaner er spærret. Uheldet er sket tæt ved det sted, hvor motorvejen krydser jernbanen, tilføjer Anders Olesen.

Det er endnu uvist, hvordan det kunne ske, men politiet oplyser, at det har sneet kraftigt i området tidligt tirsdag morgen.

Der er taget rutinemæssig spiritusprøve på den polske chauffør. Den viste ingen tegn på alkohol, oplyser vagtchefen.

Anders Olesen opfordrer folk til at køre forsigtigt i hele landsdelen, hvor vejene er belagt med lidt af hvert fx isslag, sort is eller sne fra morgenstunden.