Lars Løkke Rasmussen og Bent Hansen får hæderspris

Lars Løkke Rasmussen og Bent Hansen får Kræftens Bekæmpelses Hæderspris. Den blev overrakt af kronprinsesse Mary.

Bent Hansen og Lars Løkke Rasmussen
Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) er modtagere af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2018.

De får prisen for at vise ekstraordinært politisk lederskab, da de i 2007 gjorde kræft til en akut sygdom og indførte kræftpakkerne, som skal sikre hurtig behandling til kræftpatienter. Det skriver Kræftens Bekæmpelse på sin hjemmeside.

Beslutningerne i 2007 skete på baggrund af en kræftbehandling, der dengang var præget af kaos, og hvor kræftpatienter blev uhelbredeligt syge, mens de stod på venteliste. Kræftpakkerne var redskabet til at få orden på kaos, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Ingen unødig ventetid

Det har resulteret i, at når en patient i dag går til lægen med et symptom, der kan være kræft, sender lægen ham eller hende i en såkaldt kræftpakke, der skal sikre den bedst mulige udredning og behandling uden unødig ventetid. 

Dorthe Crüger, formand for Kræftens Bekæmpelse, begrunder valget således:

- Kræftpakkerne har reddet livet for tusindvis af kræftpatienter i Danmark og er den største enkeltstående forbedring for kræftpatienterne i nyere tid. Der var mange personer, der havde betydning for, at vi fik kræftpakkerne. Men de helt afgørende var de to politikere, der sagde, at nu skal der rettes op; vi skal lytte til, hvad patienterne oplever. Det var dét, der gjorde den store forskel, siger Dorthe Crüger.

Kræftpakken har haft en afgørende betydning for, at flere og flere i dag overlever kræft.

- Vi er stadig ikke i mål. Men overordnet set er kræftpakkerne en enorm forbedring for patienterne, samtidig med, at der er skabt et system, der gør, at vi kan måle, hvordan det går med at opfylde dem, siger Dorthe Crüger.

Donerer beløb til gode formål

Hædersprisen blev søndagoverrakt af H.K.H. Kronprinsessen på World Cancer Day.

Det er ottende gang, at Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr. Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve den særlige indsats og det enestående eksempel, som kan inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje og omsorg.

Prismodtagerne har bedt Kræftens Bekæmpelse om at udvælge og give beløbet direkte til et godt formål. Kræftens Bekæmpelse har derfor besluttet, at beløbet skal gå til TrygFondens Familiehus nær Aarhus Universitetshospital i Skejby for familier med børn, som er indlagt i lang tid. Pengene skal bruges til faciliteter, som kan gøre deres dagligdag lysere og nemmere at komme igennem, skriver Kræftens Bekæmpelse på sin hjemmeside.