Lars Larsen får vej opkaldt efter sig i Vesthimmerland

Centervej i Gatten omdøbes til Lars Larsens Vej, efter at Jysk-stifteren for syv uger siden døde.

Vesthimmerlands Kommune ændrer navnet på Centervej i Gatten til Lars Larsens vej Foto: Henning Bagger/Scanpix

Lars Larsen får opkaldt en vej efter sig i Nordjylland. På vejen ligger det golfresort, som Lars Larsen ejede indtil sin død for syv uger siden.

Læs også Mindegave: Mange har støttet Lars Larsen indsamling

Det skriver TV2 Nord.

Jysk-stifteren døde den 19. august i år, 71 år gammel. I hans minde omdøber Vesthimmerlands Kommune Centervej i Gatten til Lars Larsens Vej.

- En passende gestus til en af landets største erhvervsledere nogensinde på et sted, der virkelig betød utrolig meget for ham, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), til TV2 Nord.

- Vi er meget beærede

På vejen, der kommer til at bære Lars Larsens navn, ligger Himmerland Golf og Spa Resort, som forretningsmanden var ejer af.

Omdøbningen af vejen betyder, at Himmerland Golf og Spa Resort nu er at finde på Lars Larsens Vej 1.

Golfresortet har altid været et vigtigt sted for Lars Larsens familie.

- Derfor er vi også meget beærede over, at Vesthimmerlands Kommune har besluttet at Centervej fremover skal hedde Lars Larsens Vej, siger Lars Larsens søn Jacob Brunsborg, der i dag er bestyrelsesformand i Jysk.

/ritzau/
 

Læs også Et sidste farvel: Lars Larsen bisat fra Sejs-Svejbæk Kirke