Lars Krarup rasende på medie: JP bringer helt forkerte tal

Den grund, Herning Kommune har foreslået til byggeriet af den vestdanske politiskole, er rigeligt stor til at rumme det påtænkte byggeri, oplyser kommunen.

- Hvis der overhovedet er noget godt ved Jyllands-Postens historie, er det, at avisens påstand er så langt fra fakta, at det er meget let at dokumentere. Vi taler om tre-fire fodboldbaner, siger Lars Krarup.
- Hvis der overhovedet er noget godt ved Jyllands-Postens historie, er det, at avisens påstand er så langt fra fakta, at det er meget let at dokumentere. Vi taler om tre-fire fodboldbaner, siger Lars Krarup.

Herning Kommune tager nu til genmæle overfor Jyllands-Posten, som påstår, at den grund kommunen har tiltænkt den kommende politiskole, er alt for lille.

I en pressemeddelelse skriver kommunen:

Jyllands-Posten forsøger i sin tirsdags-udgave at så tvivl om, hvorvidt den grund, Herning Kommune har foreslået til byggeriet af den kommende, vestdanske politiskole, er stor nok til formålet. Det sker, selv om avisen i løbet af mandag af netop Herning Kommune har fået bekræftet, at grunden er cirka 55.000 kvadratmeter stor. Nøjagtig som Herning Kommune hele tiden har oplyst.

Dermed har grunden så rigeligt det fornødne areal til at rumme de ønsker, Rigspolitiet har i forhold til byggeriet af den nye skole. Både hvad angår inde- og udearealer.

Målløs borgmester

At avisen mod bedre vidende alligevel vælger at skrive en historie, som reducerer grundens størrelse til cirka det halve, efterlader Herning Kommunes borgmester, Lars Krarup, (V), målløs:

- Vi kan dokumentere, at avisen har fået gentaget de korrekte oplysninger af Herning Kommune i løbet af mandagen. Påstanden er jo grotesk,- at Herning Kommune skulle påstå, at en grund er dobbelt så stor, som den egentlig er. Tror avisen i ramme alvor, at vi, som kommune, ikke kan regne? At vi, som myndighed, ikke kan opmåle en matrikel? Det er jo helt hen i vejret, siger Lars Krarup. 

Jyllands-Posten var i løbet af mandagen i kontakt med Herning Kommune omkring sagen. Jørgen Krogh, direktør for By, Erhverv & Kultur i Herning Kommune, skrev i en mail kl. 16.06 til Jyllands-Posten:

- Den foreslåede grund er kontrolmålt i dag til mere end 55.000 m2.

- Alligevel vælger avisen at skrive, at grunden kun er omtrent halvt så stor. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde den slags. Jo, det ved jeg godt. Men det må jeg nok hellere lade være med at sætte ord på, siger Lars Krarup.

Absurd påstand

- Jeg vil gerne, endnu engang, opfordre til, at vi fokuserer på det vigtige i den her sag. Det handler om politiet, om arbejdsforholdene og sikkerheden for de kommende betjente i en tid, som er præget af terrortrusler og utryghed. Desværre også i Danmark. At en avis så i ramme alvor forsøger at reducere et så vigtigt emne til en absurd påstand om, at Herning Kommune ikke kan regne, ja, det taler desværre for sig selv, siger borgmesteren.

- Hvis der overhovedet er noget godt ved Jyllands-Postens historie, er det, at avisens påstand er så langt fra fakta, at det er meget let at dokumentere. Vi taler om tre-fire fodboldbaner, siger Lars Krarup.

- Skulle andre medier tvivle på Herning Kommunes fakta og opmålinger, er alle naturligvis velkomne i Herning for besigtigelse og endnu en kontrolmåling.

Herning Kommune har mandag aften kl. 22.30 for anden gang samme dag kontrolmålt grunden i det officielle, danske kort-system (GIS). I den vedhæftede fil til denne pressemeddelelse kan du se resultatet af målingen, slutter HErning Kommune pressemeddelelsen.