Lars Krarup med blod og blåt øje

64 kendte mænd går i kamp for voldsramte kvinder i Herning.

Hernings borgmester, Lars Krarup, går forrest for at støtte Herning Krisecenter med et opsigtsvækkende velgørenhedsprojekt.

Nabo til krisecenter

Lars Krarup har i sine yngre dage boet som nabo til Herning Krisecenter i Haraldsgade og på afstand været vidne til, hvordan kvinder og børn har søgt hjælp på grund af en voldelig partner.

- Verden er fuld af stærke kvinder. Vi har en særlig forpligtigelse til at tage vare på de svageste, siger Lars Krarup i en pressemeddelelse fra folkene bag projektet.

Sminket som voldsramt64 lokale mænd står sammen om at støtte voldsramte kvinder ved at fortælle en positiv, vedkommende historie om en kvinde og lade sig ansigtsmale, som om de har været udsat for vold. Det sker i sympati med de voldsramte kvinder.

Magasin skaffer penge

Fortællingerne udgives i magasinet "KV!NDER", der sælges for 20 kr. ved forskellige events i Herning. Målet er at generere 200.000 kr. til Herning Krisecenter efter ønske fra Lars Krarup.

Kendte profiler

De 64 mænd er et bredt udsnit af lokale erhvervsfolk og profiler og tæller bl.a. Georg Sørensen, adm. direktør MCH, Leif Mikkelsen, landsformand Liberal Alliance, Svend Færch adm. direktør Ege Tæpper, musiker Henrik Volf og Kenneth Iversen tidl. Kyocera Unimerco oplyser Majbritt Mikkelsen, som har stået bag produktionen af magasinet.

Release i dag

Projekt "KV!NDER" går i luften ved et Release-arrangement onsdag den 27.november kl. 8.00-10.00 på HEART i Herning.Her vil Lars Krarup, Lene Hessellund, daglige leder af Herning Krisecenter, og de øvrige deltagere i projektet være tilstede.

Initiativtager til projekt "KV!NDER" er Niels Ole Pedersen, Sani Events i Viborg.

Foto: Thomas Juul