Hagl som golfbolde: Lars fra Hover fik smadret ni års arbejde på 10 minutter

Juletræsavler Lars Jensen fra Hover fik ødelagt juletræer for 1 million kroner, da uvejret onsdag ramte. Forsikring dækker ikke skaderne.

Det var et nedslående syn, der mødte Lars Jensen torsdag morgen. De fleste af hans juletræer var ødelagte efter onsdagens uvejr. Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

- Det er slet ikke til at forstå, helt surrealistisk. Det er også svært at acceptere. 

Hvem gider købe et juletræ uden top?

Lars Jensen, juletræsavler, Hover.

Lars Jensen er tydeligt påvirket, da TV MIDTVEST møder ham torsdag formiddag. 

Det er synet af juletræsplantagen, det sted han bruger det meste af sin tid, der påvirker ham. Indtil onsdag aften stod alt snorlige og perfekt, takket være mange års hårdt arbejde.

00:57

Seerne dokumenterede torsdag, hvor voldsomt uvejret var onsdag aften. 

Luk video

Det ændrede 10 minutter onsdag aften på. 10 minutter med et vejrbillede, der selv for en garvet vestjyde som Lars Jensen var voldsomt. Hagl så store som golfbolde væltede ned over området. Skaderne på træerne var store, de fleste toppe er ødelagte og trænerne dermed værdiløse. 

Læs også Kæmpehagl og oversvømmelser: Så voldsomt var uvejret

- Det er mange timer, mange års arbejde. Det er spildt, hvem gider købe et juletræ uden top, spørger Lars Jensen retorisk. 

Han vurderer at kun 20 procent af træerne har overlevet onsdagens voldsomme uvejr. Dermed løber tabet op i omkring 1 million kroner. 

Ingen forsikring

Det store tab rammer Lars Jensen hårdt. Det er nemlig ikke muligt at forsikre juletræer mod uvejr. Kun mod brand. 

- Det er ikke nemt. Alt det arbejde, man troede der skulle give en lille gevinst for. Det ligger bare i ruiner, fortæller Lars Jensen. 

Toppen af juletræet mangler. Sådan er det på hovedparten af juletræerne hos Lars Jensen torsdag.  Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Lars Jensen er langt fra den eneste i Hover, der blev udsat for det voldsomme uvejr. I området meldes der om mange materielle skader, blandt andet buler i biler og smadrede drivhuse. 

00:25

Et kraftigt uvejr ramte sidst på eftermiddagen og her til aften landsdelen.

Luk video