Lang ventetid på køreprøver falder

Kørekort til 17-årige har presset tiderne til køreprøver hos politiet. Men nu er ventetiden på at komme til køreprøve på vej ned.

Ventetiderne på køreprøver falder.
Ventetiderne på køreprøver falder.
Foto: Henning Bagger / Scanpix

Pensionerede politisagkyndige ansat som vikarer og køreprøver om lørdagen. Det er nogle af de tiltag, som har fået bragt lange ventetider på køreprøver ned i år. Det skriver DR P4 Midt & Vest.
    
I et år har 17-årige haft mulighed for at tage kørekort og køre i bil, hvis en erfaren bilist kører med. Det har op mod 17.000 17-årige benyttet sig af ifølge Dansk Kørelærer-Union.

Interessen for den nye ordning skabte lange ventetider på køreprøver. Men nu ser det ud til, at ventetiderne de fleste steder i landet er faldet. Det siger René Arnt, der er formand for Dansk Kørelærer-Union.

- Generelt ser det fornuftigt ud flere steder, og i den senere tid har vi slet ikke hørt noget om lange ventetider vest for Storebælt.
    
I Midt- og Vestjylland var man helt oppe på at skulle vente en måned på at komme til køreprøve. Sådan er det ikke længere.

- Politiet har gjort en god indsats henover året, så der ikke er så meget ventetid længere, siger Søren Mark, der er lokalformand for Dansk Kørelærer-Union i Nordvestjylland.

Ved hjælp af en række tiltag har Midt- og Vestjyllands Politi haft succes med at få ventetiden ned på en 7-8 dage.
    
- Vi har faktisk været så heldige at kunne få hjælp fra pensionerede politikolleger, som var sagkyndige. Dem har vi ansat som vikarer. Vi har også haft lørdagsprøver og flyttet prøvested til en central placering, så vi kan køre én køreprøve mere om dagen, forklarer leder af færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland, Henrik Glintborg til DR P4 Midt & Vest.