Lang responstid i Vesthimmerland trods ny ambulance

En ekstra ambulance i Vesthimmerlands Kommune har ikke hjulpet på responstiderne. Derfor kræver et lokalt byråds- og regionsmedlem nu handling fra regionen.

Kirsten Moesgaard, der er Regionsråds- og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune, mener ikke, at borgerne i Vesthimmerlands Kommune skal være tjent med længere responstid end andre. Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Det går alt for langsomt, når ambulancerne skal rykke ud i Vesthimmerland.
Selvom der tilbage i maj måned blev sat en ekstra ambulance ind, netop for at nedbringe den tid, der går, fra en borger ringer, til ambulancen når frem, så er problemet fortsat uændret.

  Foto: TV 2 Nord

- Jeg havde forventet, at det havde hjulpet. Det siger sig selv, at når man sætter en ekstra ambulance ind, så må det jo hjælpe et eller andet sted. Men det ser ikke ud til at være tilfældet, så et eller andet må vi jo have kigget på igen, siger Kirsten Moesgaard, der er Regionsråds- og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune.

I Morsø og Thisted Kommuner er responstiden faldet med henholdsvis 69 og 5 sekunder – men i Vesthimmerlands Kommune er den steget med 1 sekund – fra 10 minutter og 14 sekunder til 10 minutter og 15 sekunder.

00:32

Kirsten Moesgaard, der er Regionsråds- og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune, vil endnu engang tage problemet op i Regionsrådet.

Luk video

Uacceptabel forskelsbehandling

Kirsten Moesgaard vil diskutere sagen i Regionsrådet. Hun mener, at situationen fortsat er utilstrækkelig i Vesthimmerlands Kommune.

- Jeg vil på forhånd drøfte det her med Ulla Astman, for jeg er da overbevist om, at Regionsrådsformanden heller ikke ønsker, at vi skal have en dårligere service herude, siger Kirsten Moesgaard, der er Regionsråds- og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune. 

Selvom Vesthimmerlands Kommune er den kommune, der ligger længst væk fra sygehuset i Aalborg, så mener Kirsten Moesgaard ikke, at lang responstid er et af vilkårene ved at være landkommune.

- Det skal man ikke acceptere. For det første ligger vi langt fra sygehuset, og det vil sige, at når først ambulancen er nået frem, så har vi også længere køretid til hospitalet i Aalborg. Og det gør jo, at man netop i de her distrikter skal være opmærksom på, at responstiden ikke må være så lang, siger Kirsten Moesgaard, der er Regionsråds- og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune.

Ulla Astman, Regionsrådsformand i Region Nordjylland, kan umiddelbart ikke gøre noget ved problemerne med lang responstid på nuværende tidspunkt. Foto: TV 2 Nord

Falck overholder aftale

Det er Falck, der står for ambulancekørslen i Region Nordjylland. Falck skal overholde en gennemsnitlig responstid for hele regionen – så hvis den falder et sted, overholder de stadig kontrakten, selvom den stiger andre steder.

- Man kan sige, at Falck jo som sådan overholder kontrakten, fordi kontrakten arbejder med gennemsnitlig responstid og ikke længste responstid. Så det er noget, man skal diskutere med Falck. For det siger sig selv, at her i 9640-distriktet skal vi have lige så god service som i resten af regionen, siger Kirsten Moesgaard, Regionsråds- og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune.

Ulla Ulla Astman, der er Regionsrådsformand i Region Nordjylland, er enig i, at Falck overholder sin del af aftalen, men hun mener ikke, der kan gøres mere ved problemet lige nu.

- Vores muligheder lige nu er begrænset i og med at Falck overholder kontrakten på de 9 minutter og 12 sekunder, der er gennemsnit i hele regionen. Om man skal lave det om i et nyt udbud og finde en anden måde at gøre det på, det må et nyt regionsråd tage stilling til, når det skal i udbud igen, siger Ulla Astman, Regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Aftalen mellem Regionsråd Nordjylland og Falck udløber i 2020.

02:03 Luk video