Landtaxier risikerer at lukke

Flere af taxivognmændene i landdistrikterne har allerede drejet nøglen om for sidste gang - og det kan blive endnu værre, advarer formanden for Dansk Taxi Råd.

Taxi_logo.jpg

I denne uge besluttede taxichauffør Gunner Frost fra Ulfborg, at hans vognmandsforretning skal lukke. I løbet af de seneste fire år har han haft et samlet underskud på en million kroner. Og han er ikke den eneste taxivognmand på landet, der er presset. I de seneste år er taxierne i Bækmarksbro og Bonnet også forsvundet.

John Lindbom, der er formand for Dansk Taxi Råd advarer om, at hvis der ikke bliver gjort noget nu, så vil det i fremtiden ikke være muligt at ringe efter en taxi hele døgnet, hvis man bor på landet eller i de små byer:

- Det vi kan se i provinsen er, at det ikke er lønsomt at drive en vognmandsforretning, fordi kørslen nu bliver udført af trafikselskaber. Konsekvensen bliver, at man ikke længere kan få en taxi i de mindre byer, siger John Lindbom.

V: Landet bliver skævvredet

Formanden for Dansk Taxi Råd bliver bakket op af Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

- Det skal være sådan, at landtaxierne har mulighed for også at eksistere. Hvis vi får et land, hvor der ikke er taxier på landet, så vil Danmark blive endnu mere skævvredet, siger Kristian Pihl Lorentzen. 

For et halvt år siden var Venstres trafikordfører med til møde med næsten 100 taxivognmænd i Tinghallen i Viborg. Med til mødet var også flere repræsentanter fra regeringspartierne, og de diskuterede, hvad der kan gøres for at hjælpe vognmændene. Indtil nu er det eneste, der er sket, at der er blevet nedsat et udvalg, der skal arbejde på et forslag om persontransport.

Afskaffede lov

I maj 2011 lavede den tidligere VK-regering ellers en lov, der skulle sikre taxivognmændene offentlig transport med eksempelvis patienter og skoleelever. En lov, der hjalp vognmændene i de tyndt befolkede områder. Men den nuværende regering afskaffede loven, så også trafikselskaber kan byde ind på de offentlige transporter.

- Vi har nedsat et persontransport-udvalg, der skal analysere hele problematikken. Både i forhold til kunderne, det offentlige og vognmændene. Udvalget har holdt det første møde, og senest til april er det klar med en rapport og en anbefaling til, hvordan vi løser problemet, siger medlem af Folketingets Transportudvalg, socialdemokraten Karin Gaardsted, fra Viborg.