Landsretten stadfæster dom: Skive-Imam er skyldig i homo-kommentarer

Mohamad Jammal havde anket sagen om forhånende kommentarer mod homoseksuelle, men landsretten valgte at stadfæste byrettens dom og kende imamen skyldig.

Imam i Skive Mohamad Jammal føler sig fejlciteret.
Imam i Skive Mohamad Jammal føler sig fejlciteret.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Vestre Landsret har i dag stadfæstet byrettens dom, der siger, at imamen Mohamad Jammal er skyldig i at overtræde racismeparagraffen.

Skive-imamen havde anket byrettens dom, hvor han blev idømt 14 dages betinget fængsel. Imamen kæmpede sammen med sin forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, for en frikendelse.

- De dømte ham igen, så det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, og det må vi tage til efterretning. Jeg ville helst have haft ham frifundet. Det betyder ikke så forfærdelig meget, om han får syv eller 14 dages fængsel, men det er selvfølgelig en indikation på alvoren i det her, siger Michael Juul Eriksen.

Skyldsspørgsmålet blev altså stadfæstet i landsretten. Hvad angår strafudmålingen mente to ud af seks domsmænd, at imamen skulle straffes med 10 dagbøder af 500 kroner.

De fire resterende mente dog, at han skulle straffes med syv dages betinget fængsel – og dermed blev dommen nedsat fra 14 til syv dages fængsel.

- Jeg er tilfreds med dommen – at man har dømt ham ligesom i byretten. At man har fundet de her udtalelser om homoseksuelle var forhånende og nedværdigende, siger Susanne Holst Højberg, der er senioranklager hos Statsadvokaten i Viborg.

Udtalte sig forhånende om homoseksuelle

Sagen startede, da Mohamad Jammal i Skive Folkeblad og Jyllands-Posten blev citeret for at sammenligne homoseksualitet med dyresex og pædofili.

Imamen mente dog, at udtalelserne var uden for citat og i stedet et forsøg på at forklare muslimers syn på homoseksuelle. Den forklaring købte landsretten dog ikke.

De lagde vægt på, at han som mangeårig imam burde være klar over, hvornår han talte til citat med journalister. Der er altså også lagt vægt på Mohamad Jammals stilling som imam i forbindelse med strafudmålingen.

- I forvejen er jeg tilfreds med, at han har fået en betinget fængselsstraf. Det var det, anklagemyndigheden gik efter og man har lagt vægt på, at det var en imam, som har fremsat udtalelserne, siger Susanne Holst Højberg, der er senioranklager hos Statsadvokaten i Viborg.

2:17