Landsretten stadfæster byretsdom i drabssag fra Hørdum

Vestre Landsret har onsdag stadfæstet byrettens dom i drabssag fra Hørdum.

vestre_landsret.jpg

Onsdag har Vestre Landsret stadfæstet dommen mod Claus Funder Rasmussen i en sag om manddrab den 26. september 2016 i Hørdum i Thy. Det oplyser anklager Mie Hansen fra Statsadvokaten i Viborg over for TV MIDTVEST.

- Man kan aldrig vide, hvad nævningene kommer frem til – og hvad der kommer frem i løbet af retsmødet. Sagen kan selvfølgelig altid ændre sig i en udstrækning, så den ændrer karakter. Det gjorde den ikke her. Og jeg havde da en forventning om, at det endte med en stadfæstelse, fortæller hun.

Det var den dømte og hans forsvarsadvokat, der havde anket dommen, fordi de mente, at der var tale om uagtsomt manddrab; at skuddrabet skete ved et uheld.

59-årigt offer

Det var den 59-årige Jan Jessen Petersen, der af sin søn blev fundet dræbt af skud. Ved Retten i Holstebro blev Claus Funder Rasmussen idømt 12 års fængsel for drab. En dom, landsretten altså nu har stadfæstet.

Som udgangspunkt er sagen derfor lukket. Hvis den skal ankes yderligere til Højesteret, skal der laves en ansøgning til Procesbevillingsnævnet.