Landsret stadfæster dom mod bildirektør

Vestre Landsret stadfæstede i dag byrettens dom mod direktør Henrik Bollerslev fra Lindholm biler i Viborg, der er tiltalt for ulovlig import af amerikanske biler.

Vestre Landsret afgjorde i dag ankesagen mod direktøren for Lindholm Biler, Henrik Bollerslev.

Landsretten valgte at stadfæste byrettens dom fra 2014, hvor Henrik Bollerslev blev fundet skyldig i groft skattesvig i forbindelse med parallelimport af biler fra USA.

En fængselsdom på to måneder blev dog gjort betinget i landsretten. Sammenlagt lyder dommen herefter på ti måneders betinget fængsel, og 150 timers samfundstjeneste. Desuden skal Henrik Bollerslev betale en bøde på 575.000 kroner.

Landsretten dømte ligeledes  Henrik Bollerslev til at betale knap 1.2 millioner kroner tilbage til Skat. Det beløb som direktøren har unddraget staten for i forbindelse med den ulovlige import af amerikanske biler.

Selv var Henrik Bollerslev godt tilfreds med ikke at skulle i fængsel.

- Det har været et hårdt og langt forløb og det er godt at få en afklaring nu, sagde han  efter domsafsigelsen.

Sagen går mere end syv  år tilbage, hvor politiet gennemførte en større razzia hos Lindholm biler i Viborg. I forbindelse med efterforskningen blev der rejst tiltale mod Henrik Bollerslev, som anklagemyndigheden mente havde unddraget staten for moms og registreringsafgifter i omegnen af 4.4 millioner kroner.

Det er den ene af disse to sager der nu er afgjort. I næste uge starter en ny sag ved Retten i Ålborg. Her er Lindholm biler og Henrik Bollerslev tiltalt for ulovlig import af flere hundrede biler fra Europa.