Landskamp midt i arbejdstiden: Fabrikken giver øl og pølser

Trappefabrik i Herning giver sine medarbejdere mulighed for at se VM-kampen mellem Danmark og Australien.

Jaaaa.... Jubel over Danmarks føringsmål på Scan Trapper i Herning.
Jaaaa.... Jubel over Danmarks føringsmål på Scan Trapper i Herning.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Det er formentlig et dilemma, man står i på næsten alle danske arbejdspladser i eftermiddag.

0:39
Sporten er med til samle vores fabrik. Interivew med direktør Jesper Særkær.

Skal vi arbejde eller se landskamp?

På Scan Trapper i Herning var valget let. Her er medarbejderne inviteret til at se landskampen mellem Danmark og Australien på storskærm, selv om kampen ligger midt i arbejdstiden. Og virksomheden byder endda på øl og pølser.

- Sporten er noget, der samler Danmark, og det samler også vores fabrik. Vi har utroligt travlt her op til sommerferien, og så er et lille afbræk på et par timer fint. Det giver en lidt anderledes virksomhed, når vi også kan hygge os sammen og ikke kun skal koncentrere os om at præstere,  siger direktør og medejer Jesper Særkjær.

Maskinerne på trappefabrikken står altså stille under kampen. Medarbejdere skal så arbejde de få timer på et andet tidspunkt, og dermed skulle arrangementet ikke gå ud over produktiviteten.

I det store samfundsøkonomiske regnskab vil VM-kampen dog sætte et lille aftryk. Steen Bocian, der er cheføkonom og redaktør på dagbladet Børsen, vurderer over for TV 2, at tabet i arbejdstimer løber op i cirka en halv milliard kroner.

Danskerne knokler

Det er dog ikke noget, der bekymrer statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ikke er overbevist om, at regnestykket helt holder vand.

- Jeg er helt sikker på, at danskerne knokler frem til klokken 14 for at blive klar til at se den her kamp. Og hvis vi så i øvrigt også vinder, så får vi så meget energi af det, at så vil vi også give den en skalle bagefter. Så tror jeg hurtigt, vi løber det ind, vi har tabt, mens kampen blev spillet, siger han til TV 2.

På Scan Trapper peger Jesper Særkjær på, at der på det moderne arbejdsmarked mange steder er mulighed for flekstid, så medarbejderne kan møde, når det passer ind i familielivet.

- For vores vedkommende er det ikke et problem, at vi stopper op et par timer midt i det hele og nyder hinandens selskab, siger han.

Scan Trapper producerer trapper, gelændere og altaner. 40 procent af produktionen går til eksport. 

 
 
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST
2:30