Landsholdsspiller forlader BSV

Ønsket om mere spilletid har fået landsholdsfløjen Casper U. Mortensen til at forlade Bjerringbro-Silkeborg til fordel for SønderjyskE.

Den 24-årige venstrefløj har for sidste gang trukket den sorte BSV-trøje over hovedet. Han skifter pr. dags dato til SønderjyskE. Det skriver Bjerringbro-Silkeborg i en pressemeddelelse.

Tilgangen af Stefan Hundstrup gjorde, at landsholdsfløjens spilletid blev mindre, og det fik Casper U. Mortensen til at søge nye halgulve.

- Jeg har truffet beslutningen om klubskiftet, fordi jeg gerne vil fortsætte min personlige udvikling. Det står klart for mig, at jeg ikke er tiltænkt den samme rolle i BSV i denne sæson, som jeg har haft hidtil. Som landsholdsspiller er jeg for ambitiøs til at sidde på bænken, og derfor er det en fantastisk mulighed for mig at komme til SønderjyskE, siger Casper U. Mortensen i pressemeddelelsen.

Ønskede selv skifte

Casper U. Mortensen har spillet i BSV siden 2012, hvor han skiftede fra Viborg HK. Det er ham selv, der har ønsket at forlade klubben efter indkøbet af Stefan Hundstrup. I BSV ønskede man ikke at stå i vejen for fløjspillerens ønske.

- Casper har gennem de sidste to år været en loyal og rigtig dygtig spiller i klubben. Derfor lyttede vi selvfølgelig også, da han ytrede ønske om at skifte klub, siger Frank Lajer, administrerende direktør i Bjerringbro-Silkeborg.

Leder efter forstærkning

For BSV betyder Casper U. Mortensens exit, at der frigives økonomiske ressourcer til at forstærke holdet på andre positioner. Langtidsskader til Theis Baagøe og Klaus Thomsen betyder, at klubben står med et akut forsvarsproblem. Og nu har klubben altså mulighed for at forstærke holdet.

- Det er klart, at vi nu kigger os om efter, hvordan vi kan forstærke os. Vi leder efter en akut løsning på vores skadesproblem i forsvaret og i bagkæden, siger Frank Lajer.