Landsholdsspiller bliver i BSV

Håndboldspilleren Kasper Nielsen har forlænget sin kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg i to år. En schweizisk og en tysk klub var også ude efter forsvarsspilleren.

Kasper_Nielsen.jpg

Efter et langt forhandlingsforløb er det nu lykkedes for Kasper Nielsen og BSV at blive enige om at have papir på hinanden to år endnu. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg er rigtig glad for, at det blev Bjerringbro-Silkeborg. Her får jeg mine ambitioner om at spille på højt nationalt niveau med internationale udfordringer opfyldt, siger Kasper Nielsen.

Kasper Nielsen har været i BSV siden 2010. Han debuterede på landsholdet i 1995, og har blandt andet været med til at vinde EM-guld i 2008 i Norge.

- Et hold sættes sammen i en kombination af erfaring og talent. Vi har tilknyttet flere talentfulde spillere til den kommende sæson, og med Kasper Nielsen har vi også erfaringen repræsenteret. Alle kan se hans værdi på banen, men han er også en vigtig brik i træningslokalet, siger træner Carsten Albrektsen.

Kasper Nielsen drager sidst på måneden med det danske landshold til OL i London.