Landsholdsspiller kørte sur i håndboldkarrieren - nu er hun klar til EM

Mathilde Hylleberg sagde i halvandet år nej til de store turneringer, men nu er hun på vej til EM med landsholdet.

19-årige Mathilde Hylleberg rejser tirsdag med A-landsholdet til Frankrig, hvor EM-turneringen afholdes.
19-årige Mathilde Hylleberg rejser tirsdag med A-landsholdet til Frankrig, hvor EM-turneringen afholdes.
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

Den 19-årige håndboldspiller Mathilde Hylleberg fra TTH Holstebro rejser i morgen tidlig mod Frankrig, hvor karrierens foreløbig største opgave venter. Sammen med de øvrige spillere fra kvindelandsholdet skal den unge fløjspiller kæmpe om europamesterskabet i håndbold.

Dermed udlever Mathilde Hylleberg en drøm, hun har haft, siden hun som ganske lille hoppede i det første par håndboldsko i barndomshjemmet i Toftum ved Struer.

- De fleste der starter til håndbold har nok en drøm om at stå med landsholdstrøjen på og synge nationalmelodi, siger den nye landsholdsspiller.

Hendes drøm om at spille på landsholdet begyndte, mens hun stadig kastede bolde rundt hos barndomsklubben Resen KFUM.

- Jeg havde nogle gode trænere, som var gode til at sørge for, at det både var sjovt, men hvor de også tog det til et andet niveau, hvor der var en tilpas seriøsitet, så jeg følte, at det var den vej, jeg skulle, fortæller hun.

Lysten forsvandt

Talentet havde Mathilde Hylleberg, der kom på kredshold og U-landshold, men pludselig havde hun det ikke længere godt på håndboldbanen.     

- Jeg havde halvandet år, hvor jeg blev nødt til at melde fra, for jeg følte mig simpelthen ikke tilpas i det, og jeg var ked af det, når jeg skulle afsted. Så der holdt jeg halvandet års pause fra alt andet end klubhåndbold, siger Mathilde Hylleberg.

Den unge fløjspiller måtte erkende, at hovedet ikke var fulgt med i den hæsblæsende jagt på succes.

- Man skal i hvert fald være sikker på, at det er noget man vil, og noget man er glad for, for ellers så går det ikke. Så har man heller ikke lyst til at bruge alle de timer og alt det krudt på det.

Jordnære forventninger til EM

Motivationen blev genfundet og for TTH-spilleren kulminerede karrieren med debut for A-landsholdet ved en træningsturnering i Norge i sidste uge, hvor hun endda formåede at score sit første mål for landsholdet.

- Jeg havde lidt kuldegysninger, da vi stod og sang nationalmelodi, for der gik det op for mig, at alt det hårde arbejde og alle de timer, jeg har lagt i det, har givet pote, fortæller Mathilde Hylleberg.

Hjemme igen er kursen nu sat mod EM i Frankrig med helt jordnære forventninger i bagagen.

- Jeg glæder mig bare helt vildt meget til at få en masse erfaring og se, hvordan det hele foregår. Og så vil jeg bare nyde det hele - nyde hele oplevelsen.

2:16
Mathilde Hylleberg sagde i halvandet år nej til kreds- og landshold, men er nu på vej til EM i Frankrig.

Mathilde Hylleberg og resten af kvindelandsholdet spiller åbningskamp ved EM i Frankrig på fredag, hvor modstanderen er Sverige.