Landsholdsmålvogter hårdt plaget af hjernerystelse

Rikke Poulsen mener, at man bør overveje at ændre reglerne for at beskytte målmændene mod skud i ansigtet.

Viborg HKs målvogter Rikke Poulsen er stadig hårdt plaget af det skud i hovedet, som hun fik i en kamp mod Team Tvis Holstebro for tre uger siden.

Hun er sygemeldt med en hjernerystelse og siger til Jyllands-Posten, at hun døjer med svimmelhed og hovedpine.

- Det er lidt, som når man har været ude på en båd og kommer på land. Så gynger det stadigvæk, siger hun.

Poulsen er dermed føjet til en efterhånden lang liste med håndboldspillere, der er eller har været ramt af en hjernerystelse. Hendes kollega på landsholdet, den tidligere Team Tvis Holstebro-målvogter Sandra Toft,  er også ramt.

Rikke Poulsen vurderer over for Jyllands-Posten, at hun alene i denne sæson er blevet ramt i hovedet 10 gange.

Flere målmænd er begyndt at bruge hjelm for at beskytte sig mod de hårde skud - der er dog forskellige meninger om, hvor meget det hjælper.

- Hvis hjelme ikke virker, må der laves regelændringer. Man kunne godt uddele udvisninger i to minutter, hvis spillerne rammer målmanden i hovedet fra en helt fri position, hvor de ikke er pressede. Noget må gøres, for til sidst er der ingen, der tør stå på mål, siger Rikke Poulsen til Jyllands-Posten.

Hverken Rikke Poulsen eller Sandra Toft kommer i aktion, når Danmark i aften spiller EM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet.