Landsholdsfløj stopper i TTH

Patrick Wiesmach forlader Team Tvis Holstebro, når sæsonen er slut.

Topscoreren i Team Tvis Holstebro, Patrick Wiesmach er tabt efter denne sæson. Det er endnu usikkert, hvor fremtiden ligger, men den 25-årige spiller lægger ikke skjul på, at han gerne vil til udlandet, når kontrakten udløber til sommer.

- Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg gerne vil prøve mig selv af i en stærkere liga. Som sagt er det med vemod, jeg siger farvel til TTH, men jeg føler, at tidspunktet er rigtigt, siger Patrick Wiesmach i en pressemeddelelse.

Patrick Wiesmach har spillet de seneste fem sæsoner hos Team Tvis Holstebro. Han har blandt andet spillet dansk Final 4-finale, vundet DM-bronze og vundet bronze i den europæiske EHF-cup. Derudover har han også fået landsholdsdebut i tiden i Holstebro. Højrefløjen står noteret for 14 A-landskampe.

For klubben er det et stort tab at miste endnu en profil, efter man sidste sæson mistede både brødrene Damgaard, Jakob Green og cheftræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Det er med stolthed, at vi efter sæsonen siger farvel til en dygtig spiller, men vi må konstatere, at vi endnu engang har transformeret et ungt talent til en topspiller, der banker på til landsholdet - og banker så hårdt, at der ligger en A-landsholdsplads og venter. Det er vi naturligvis stolte af, og vi vil gerne takke Patrick for den indsats og det engagement, han har lagt for dagen i sin tid i TTH. Vi glæder os til at arbejde videre sammen i denne sæson, siger formand i TTH, Jørgen Hansen.

Der er dog også gode nyheder fra TTH. Klubben har netop forlænget to år med bagspilleren Peter Balling.