Fyldt med talent: Landsdelen er storleverandør til landsholdet

Hver tredje mand på herrelandsholdet har tilknytning til Midt- og Vestjylland.

Nikolaj Øris er nu på landsholdet. Til daglig spiller han for Bjerringbro-Silkeborg. Foto: Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

Håndboldfans landet over holder vejret, for i aften går det løs i Jyske Bank Boxen i Herning. Her skal det danske herrelandshold møde nordmændene til VM.

Læs også 80 år og frivillig til VM: Jeg skal være her hver dag

Det er et herrelandshold, som har mange spillere med rødder i Midt- og Vestjylland. Hver tredje spiller har nemlig en tilknytning til landsdelen.

- Det er meget bemærkelsesværdigt, hvad Bjerringbro-Silkeborg, Skjern Håndbold og TTH Holstebro har lavet indenfor den sidste femårige periode indenfor den internationale scene. Og så får man landsholdsspillere, siger TV2 Sportens håndboldekspert Bent Nyegaard.

Ny på holdet

En af de nye Midt- og Vestjyske spillere på holdet er Nikolaj Øris, der til hverdag spiller i Bjerringbro-Silkeborg. Han har allerede vist sit værd på banen, hvor han indtil videre har leveret 13 mål til VM.

Læs også 66-årig DJ forfører publikum til VM i håndbold

- Jeg har altid drømt om det, og jeg har altid gået og håbet på det. Men jeg må indrømme, at jeg mange gange lidt har opgivet drømmene. Men det er dejligt, at man trods en forholdsvis sen alder stadig kan få sine drømme opfyldt, siger han.

For Nikolaj Øris er VM dog ikke den eneste store begivenhed her i januar. For få dage siden blev han far for anden gang.

- Det må nok være den bedste januar nogensinde, slår han fast.

02:10

Når det danske herrelandshold spiller VM i Boxen så er det med et stort midt- og vestjysk aftryk på banen.

Luk video