Landsbypris til Glyngøre

Landsbypris til Glyngøre

Glyngøre er meget tæt på at sejle 150.000 og titlen som årets Region Midtjylland-landsby i havn.

Glyngøre i Salling har vundet Region Midtjyllands Landsbypris og en check på 150.000 kroner. Eller byen er i hvert fald meget, meget tæt på.

- Det er vi eddermame glade for. Det bliver man stolt over, for vi synes, vi gør rigtig, rigtig meget. Vi har en del projekter i gang, og mange frivillige, der er villige til at give en hånd med, fortæller Nicolaj Løve Hansen, der er næstformand i Glyngøre Borger- og Erhvervsforening, til tvmidtvest.dk.

Et enigt ekspertpanel er nemlig enige om at indstille Glyngøre blandt ni kandidater til prisen, så resten er ifølge Skive Folkeblad blot en formalitet.

- I første omgang giver vi et glas til den kommende generalforsamling i februar - og måske noget ekstraordinært til Sildefestivalen, siger Nicolaj Løve Hansen.

Det er syvende gang, prisen uddeles.