Landsbyer taber ankesag mod Energi Viborg

Landsretten har i dag endeligt afjort den årelange tvist mellem tre varmeværker i Løgstrup, Stoholm og Skals og Energi Viborg til fordel for energiselskabet.

En ankesag mellem tre lokale varmeværker og Energi Viborg er i dag blevet endeligt afgjort i Landsretten.

Landsretten har i dag afsagt endelig dom i sagen mellem Energi Viborg og varmeværkerne i omegnsbyerne Stoholm, Skals og Løgstrup. Dommen følger Byrettens afgørelse for halvandet år siden. Den pålagde varmeværkerne at betale 10,3 millioner kroner til Energi Viborg som deres andel af udgifterne til det fejlslagne geotermiprojekt ved Kvols. Et projekt der endte med en regning på 165 millioner kroner. 

- Foreløbig tager vi dommen til efterretning, men vi er selvfølgelig skuffede, lyder det fra de tre varmeværkers advokat Karsten Cronwald til TV MIDTVEST. 

- På baggrund af byrettens tidligere dom i sagen, var det vores klare forventning, at dommen i Landsretten ville falde ud til vores fordel, siger formanden for Energi Viborg, Allan Clifford i en pressemeddelelse.

Læs også Dom i Kvols-sag: Lokale varmeværker skal betale millioner

Udover de godt 10 millioner kroner skal varmeværkerne nu også betale renteudgifter på yderligere 2,7 millioner kroner, som Energi Viborg tilbød at afstå fra i forsøget på at indgå et forlig med varmeværkerne. Men det afslog de. 

Ifølge Energi Viborg er dommens udfald til gavn for fjernvarmekunderne i Viborg og er med til at nedbringe udgifterne til geotermiprojektet.

- Det er med blandede følelser, vi får medhold i retten. Men vi var pålagt opgaven af kommunen i forbindelse med overtagelsen af geotermiprojektet fra Viborg Fjernvarme. I sidste ende er der jo ikke andre end netop de tre byers varmekunder til at betale udgifterne, konstaterer formanden for Energi Viborg, Allan Clifford.

Læs også Splid om regningen fra geotermi-skandale

Afgørelsen i Landsretten sætter et endeligt punktum for tvisten mellem varmeværkerne og Energi Viborg, da der ikke er yderligere ankemuligheder, med mindre at sagen er af særlig principiel betydning og dermed kan nå højesteret. Om det skal forsøges, har Karsten Cronwald ikke afgjort endnu. 

- Jeg skal tygge begrundelsen igennem, og så skal jeg drøfte sagen med bestyrelserne for de tre varmeværker. Som udgangspunkt skal sagen være af særlig principiel betydning for at nå højesteret, og det er jeg ikke klar over, om vi kan lægge til grund her, eller om mine klienter ønsker at gøre forsøget, siger Karsten Cronwald. 

Geotermisagen 

  • I 2011 indledte Viborg Fjernvarme sammen med flere af byens andre varmeforsyningsselskaber, Energi Viborg samt tre ”omegnsværker”: Stoholm Fjernvarmeværk, Skals Kraftvarmeværk og Løgstrup Varmeværk, et samarbejde om at finde varmt vand i undergrunden i Kvols, det såkaldte geotermiprojekt.
  • Udgifterne til det indledende projekt var anslået til ca. 37 mio. kr. + moms. Som tiden gik, steg omkostningerne til et langt større beløb end det budgetterede, uden at der var fundet varmt vand.
  • I juni 2012 lukkede Energi Viborg projektet ned. Her var udgifterne løbet op i 165 millioner kroner.
  • Skals Kraftvarmeværk, Stoholm Fjernvarmeværk og Løgstrup Varmeværk afviste Energi Viborgs krav om at dele udgifterne. Energi Viborg anlagde derfor sag mod de pågældende værker og krævede deres andel af det beløb på ca. 72 millioner kroner, som udgifterne var løbet op i, da Energi Viborg overtog projektet.
  • Byretten gav Energi Viborg medhold og dømte Skals Kraftvarmeværk til at betale ca. 3,8 mio. kr., Stoholm Fjernvarmeværk ca. 3,5 mio. kr. og Løgstrup Varmeværk ca. 3 mio. kr. + renteudgifter. 

Se indslag, da dommen blev afsagt i byretten i september 2016: 

01:20

Tre små værker skal betale godt 10 mio.kr. for deres andel i den mislykkede varmtvandsboring i Kvols.

Luk video