Efter 30 års kamp: Landsby får endelig sit motionscenter

Der er gået 30 år, siden borgerne i Sinding-Ørre tegnede de første drømmestreger til et motionscenter ved hallen. Mandag kunne de så endelig indvie det.

Jimmy Damgaard var med til at sætte de første streger til et motionscenter i Sinding-Ørre for 30 år siden. I dag blev det endelig indviet.
Jimmy Damgaard var med til at sætte de første streger til et motionscenter i Sinding-Ørre for 30 år siden. I dag blev det endelig indviet.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Når store ting skal ske i et lille samfund, så kræver det tid - og ildsjæle. Og en ildsjæl, det har de i Sinding-Ørre. I 30 år har Jimmy Damgaard og andre frivillige arbejdet på at få et motionscenter til byen, siden idéen blev luftet ved en fødselsdagsfest.

- På et eller andet tidspunkt bliver alt servicen skubbet til siden, og der lå en hvid papirsdug, og så blev der ellers bare tegnet, fortæller Jimmy Damgaard. 

Visionen var at lave et sted, som skulle samle skole, dagsinstitution, hal og fitnessrum. I 2004 blev hallen så indviet, og siden har borgerne kæmpet for at samle penge ind til prikken over i'et - motionscenteret. 

- Som samfund tror jeg, det har været en god proces. For når man arbejder med sådan noget, er det også med til at give sammenhold, siger han. 

Indvielsen af Sinding-Ørres længe ventede motionscenter blev et tilløbsstykke. 
Indvielsen af Sinding-Ørres længe ventede motionscenter blev et tilløbsstykke. 
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Afslag på afslag 

Flere gange har borgerne sendt ansøgninger til politikerne og Herning Kommune, blot for at modtage et afslag. Men det slog ikke ildsjælene ud af kurs. Der blev lavet arrangementer på stribe og stille og roligt samlet ind til motionscenteret. Til sidst var der indsamlet 700.000 kroner, og det var nok til at finansiere deres del af motionscenteret, og så blev det et ja fra byrådet.  

- Det er da fantastisk at kunne stå her efter så mange år og sige så - så er det faktisk ved at være der, det vi tegnede for så mange år siden, siger en glad Jimmy Damgaard. 

Herning Kommune har betalt de resterende penge for byggeriet af det nye motionscenter, der i alt har kostet tre millioner kroner.

2:24
Jimmy Damgaard er en af de frivillige, der i 31 år har arbejdet på at få et fitnesscenter til Sinding-Ørre.