Landsby-biograf til salg

Biografen i Klovborg kan rumme over halvdelen af byens indbyggere på én gang. Ejerne byggede den i 1997, og nu er den til salg.

Steen og Tineke Rasmussen byggede Klovborg Kino i 1997.
Steen og Tineke Rasmussen byggede Klovborg Kino i 1997.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Over halvdelen af borgerne i Klovborg kan gå i byens biograf samtidig. Alligevel er det lykkedes ægteparret Steen og Tineke Rasmussen at holde biografen kørende i over 20 år, og det er der en ganske særlig grund til.

- Selvfølgelig kan man sige, at det er meget at have et sted med knap 400 pladser i Klovborg, men for os er Klovborg verdens navle, siger Steen Rasmussen.

Klovborg er en lille by i Ikast-Brande Kommune med 557 indbyggere. I 1997 byggede Steen og Tineke Rasmussen Klovborg Kino, som har plads til 380 gæster.

Siden da er det lykkedes dem at tiltrække folk fra nær og fjern til at overvære en film i en af biografens tre sale. Biografen har nemlig årligt i omegnen af 35.000 besøgende.

- De mennesker, der bor her, kan jo ikke gå i biografen flere gange om ugen for at holde biografen i gang. Derfor er det helt givet, at det er vores opland, vi lever af, siger Steen Rasmussen.

Ægteparret har nu valgt at sætte biografen til salg. Det har de gjort grundet deres dåbsattest, som de selv forklarer det, men landsbyens borgere har ellers været glade for at have byens helt egen biograf. 

- Jeg har været i store biografer i Horsens, Aarhus og Vejle. Jeg synes, det er en større oplevelse at se film her i Klovborg, siger Susanne Honoré, der er frisør i Klovborg.

Biografen er sat til salg for 7.995.000 kroner.

2:36